Alm. Brand-kunder kan afbestille rejser til Tenerife

Forsikringsselskaberne Alm. Brand og Codan tilbyder udvidet afbestillingsforsikring til Tenerife-rejsende.
Den spanske ferieø Tenerife har været hårdt ramt af skovbrande. Billedet stammer fra den 17. august og udleveret af det spanske forsvarsministerium. | Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Den spanske ferieø Tenerife har været hårdt ramt af skovbrande. Billedet stammer fra den 17. august og udleveret af det spanske forsvarsministerium. | Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Der er godt nyt til de ferierejsende, der måske har fået betænkeligheder ved at rejse til Tenerife. I hvert fald, hvis de er kunder i Alm. Brand eller Codan.

De to forsikringsselskaber - der er en del af samme koncern - har oven på de omfattende brande på den canariske ferieø besluttet at udvide deres rejseforsikring.

Det betyder, at man får mulighed for at få afbestille sin rejse til Tenerife og de nærliggende områder, hvis man har fortrudt.

”En ferie skal jo gerne være noget, vi ser frem til og glæder os til. Ikke noget, vi frygter og er bange for. Derfor vil vi gerne give vores kunder den mulighed, at hvis de er utrygge, så er de dækket og kan afbestille deres rejse til Tenerife,” siger Jan Graversgaard, der er skadeservicedirektør hos Alm. Brand Group.

Det kræver normalt, at Udenrigsministeriet fraråder rejser til et givet område, før afbestillingsforsikringen dækker, men her er der altså tale om en undtagelse.

Den udvidede dækning betyder også, at man får mulighed for hjælp til evakuering, selv om man ikke har købt en pakkerejse.

Alm. Brand Group ved ikke på nuværende tidspunkt, hvor mange der vil benytte sig af tilbuddet.

Brandene på Tenerife og andre canariske øer har efterhånden stået på i en uge.

Den spanske beredskabstjeneste fortalte lørdag, at 26.000 mennesker er blevet evakueret i forbindelse med brandene, der er centreret i det nordøstlige Tenerife.

Brandene har ødelagt et område på omkring 5000 hektar, hvilket er på størrelse med Fanø.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer