Stadig flere børn bliver dækket af sundhedsforsikring

Længere ventetider på behandling af børn kan være en af årsagerne til, at deres forældre vælger at tegne en sundhedsforsikring til dem.
Det er blandt andet udskudte operationer, som gør ventetiderne længere i det offentlige sundhedssystem. | Foto: Jens Dresling
Det er blandt andet udskudte operationer, som gør ventetiderne længere i det offentlige sundhedssystem. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

De seneste fem år har langt flere forældre end tidligere tegnet en sundhedsforsikring, der også dækker deres børn.

Det viser en opgørelse fra pensions- og forsikringsselskabet Danica Pension.

Fra 2016 til 2021 er antallet af forsikringer til børn steget fra 20.875 til 68.944 hos selskabet. Det er mere end en tredobling. I samme periode har det samlede antal af kunder med sundhedsforsikring været stabilt.

De seneste to år har udviklingen været særlig markant. I den periode er antallet af forsikringer til børn næsten fordoblet.

Ifølge Thomas Skrostrup, der er skadedirektør hos Danica, skyldes udviklingen det stigende pres på det offentlige sundhedsvæsen over en årrække.

"Forældre oplever, at der er lange ventetider på behandling af børn i det offentlige sundhedsvæsen. Og kan børn ikke komme til, er tålmodigheden hos forældre meget lille. Det gør, at flere forsikrer deres børn."

"Vi har eksempler på, at børn og forældre skal vente tre til fem måneder på at komme til undersøgelse eller har fået udskudt deres operation," siger Thomas Skrostrup.

Han læner sig op ad andre tal fra Danica. De viser, at antallet af børn, der har været til forundersøgelse på et privathospital, er mere end fordoblet de seneste fem år.

Her er tallet gået fra 586 til 1223 forundersøgelser, mens forundersøgelser generelt blandt selskabets kunder blot er steget med 30 pct. de seneste fem år.

Behandlingen af børnene handler typisk om skader, der er opstået i forbindelse med sport.

I juli viste en analyse fra brancheorganisationen Forsikring & Pension, at rekordmange danskere er dækket af en sundhedsforsikring.

Mere end 2,3 mio. danskere havde på det tidspunkt en sundhedsforsikring, og det var en stigning på 500.000 personer i forhold til fem år før.

Ved hjælp af kunstig intelligens vil forsikringsselskab nedbringe antallet af langtidssygemeldinger 

Danica sender flere kunder på privathospital 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også