Erhvervsminister opretter nyt nævn for forsikringstvister om valg af speciallæger

Når forsikringsselskab og kunde ikke kan blive enige om, hvilken læge der skal vurdere, om skadelidte er berettiget til erstatning, skal et nyt nævn se på sagen. (Opdateret).
Foto: Niels Hougaard/IND
Foto: Niels Hougaard/IND

(Opdateret kl. 10.32 med kommentar fra Kent Damsgaard)

Der har i medierne været nævnt flere sager, hvor forsikringsselskaber og deres kunder har været uenige om valget af speciallæge, når det skal afgøres, hvorvidt kunden er berettiget til forsikringserstatning f.eks. i forbindelse med en ulykke.

Bl.a. har der lydt historier om, at forsikringsselskaber har afvist læger, fordi de var for rundhåndede med diagnoser, ligesom forsikringsselskaberne er blevet beskyldt for at vælge læger, der eksempelvis "ikke tror på piskesmæld".

Nu nedsætter erhvervsminister Simon Kollerup (S) sammen med Forbrugerrådet Tænk og Forsikring & Pension Nævnet for Speciallægevalg, der bliver en selvstændig enhed under Videnscenter for Helbred og Forsikring. Nævnet skal ind over de sager, hvor kunden og selskabet er uenige om valget af speciallæge.

Desuden udvides Ankenævnet for Forsikring, ligesom en følgegruppe skal holde øje med området og rapportere til Erhvervsministeriet.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

"Danskerne skal føle sig trygge og have tillid til det system, der omgiver os. Det gælder ikke mindst borgere, som står midt i en sårbar situation. Derfor har vi i fællesskab med både forbrugerne og forsikringsselskaberne skabt et solidt sikkerhedsværn, så danskerne får en effektiv og objektiv behandling, når uheldet rammer," udtaler Simon Kollerup i meddelelsen.

Nævnet for Speciallægevalg træder i kraft fra årsskiftet, og forsikringsselskaberne skal fremover informere den skadelidte om nævnet, når det står klart, at der skal indhentes speciallægeerklæring.

Forsikring & Pension har tidligere lanceret nogle brancheprincipper, der berører problemstillingen, og adm. direktør Kent Damsgaard ser det nye nævn som en forlængelse heraf.

"Det handler om at skabe tryghed og gennemskuelighed for de forbrugere, der står i en sårbar situation. Derfor er etableringen af Nævnet for Speciallægevalg både en sejr for forbrugerne og forsikringsselskaberne," udtaler han i en pressemeddelelse fra Forsikring & Pension.

Patientforening får flere forsikringssager: Tilliden til selskaberne er svækket

Medie: Topdanmark fravalgte læger, der gav kunder for meget ret

Brancheforeningen forsikrer: Bruger ikke "forsikringsvenlige" læger 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også