Forsikringsselskaber melder om færre cykeltyverier under coronakrisen

Flere forsikringsselskaber melder om store fald i anmeldelser af cykeltyverier under coronakrisen, viser rundspørge fra FinansWatch.
Foto: Jens Dresling/Politiken
Foto: Jens Dresling/Politiken

Cykeltyvene har haft det svært under coronakrisen. Det viser en rundspørge hos en række forsikringsselskaber foretaget af FinansWatch.

Her melder alle selskaber om fald under coronakrisen i forårsmånederne, og det endda selv om antallet af anmeldelser om cykeltyverier i Danmark over de seneste år i forvejen har haft en nedadgående tendens med et samlet fald på 42 pct. fra 2009-2019.

Størst har nedgangen under coronakrisen været hos GF Forsikring, hvor antallet af anmeldelser faldt med 38 pct. fra marts, april og maj i 2019 til samme måneder i 2020. I de tre måneder var faldet størst i april, hvor antallet af tyverier faldt med 48,33 pct., lyder det fra GF Forsikring.

Samme toner kommer fra LB og Gjensidige Forsikring, der har oplevet et fald på hhv. 34 pct. og 33 pct. fra marts til maj.

"Det er ret tydeligt at se, at cykeltyvene har været ramt af nedlukningen, mens vi alle har været hjemme. Rigtig mange cykler bliver stjålet ved stationen eller i nattelivet, og det har der været lukket ned for, så vi har oplevet fald i anmeldelse på cykeltyveri," siger Ulrik Erritsø, der er medlemschef i LB Forsikring til faldet.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Hjemmearbejde og grænselukning

Tidligere er der kommet lignende meldinger fra forsikringsselskabet If i Norge, hvor informationschef Sigmund Clement fortæller til FinansWatch.no, at man har oplevet et stort fald i cykeltyverier fra marts og frem uden dog at give konkrete tal.

Som Ulrik Erritsø hos LB Forsikring giver han grunden, at nordmændene generelt har været mere hjemme i perioden. Desuden peger han på, at faldet kan skyldes, at grænserne har været lukket mellem landene, og at større kriminelle grupperinger på grundn af grænselukninger ikke har kunnet rejse ind i andre europæiske lande for at samle cykler op, siger han til det norske FinansWatch.

I den danske del af If er antallet af anmeldelser om cykeltyveri faldet med 27 pct. fra marts-maj.

Flere tilfælde hos Topdanmark

Også hos landets største forsikringsselskab, Tryg, har coronakrisen skruet ned for anmeldelserne af cykeltyverier.

"I perioden marts til og med maj i år har vi set et markant fald i antallet af cykeltyverier i forhold til samme periode sidste år," oplyser Tryg til FinansWatch og melder om et fald på ca. 30 pct.

Forsikringselskabet påpeger dog, at faldet skal "ses i relation til et generelt fald i antallet af cykeltyverier i Danmark, hvor kurven har været konstant faldende siden 2009. Desuden begyndte billedet allerede at vende igen i maj, hvor antallet af cykeltyverier steg sammenlignet med april. Og i juni steg det yderligere."

Hos Topdanmark oplyser man, at selskabet i månederne marts-maj "kun" oplevede et fald på 2 pct. Samlet for første halvår har der været en stigning på området på 8 pct.

”Vi har de seneste år set et stigende antal cykeltyverier, men i den periode, hvor landet var lukket helt ned fra marts til maj, har Topdanmark registreret et mindre fald i cykeltyverier,” skriver Rasmus Ruby-Johansen, skadedirektør i Topdanmark, i en mail.

De unge bekymrer sig mindst om, hvad forsikringen dækker

Forsikringsbranche advarer mod hæler-Christianiacykler

Indbrud trumfer forsikringssvindel

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også