FinansWatch

Tradeshifts værdi er fordoblet på to år: Vil på børsen i 2021

Det danske fintechselskabs værdi er fordoblet på to år. Målet er en børsnotering i 2021, fastslår direktør.

Christian Lanng Foto: Tradeshift/PR

Den danske fintech-komet Tradeshift har med en ny kapitalindsprøjtning på 1,6 mia. kr. set sin værdi fordoble på kun to år.

Selskabsværdien er nu på 13 mia. kr., lyder det ifølge Børsen fra selskabets administrerende direktør, Christian Lanng.

"Det er en eksponentiel kurve, vi har gang i lige nu. De mange første år er en investering i platform, netværk og global infrastruktur. Når man har det, så bliver det lettere og lettere at udnytte det til at skabe værdi," siger Christian Lanng til Børsen.

Med det seneste milliardrygstød sætter Tradeshift, der har udviklet en cloud-baseret platform til at håndtere de fleste led i handlen mellem virksomheder, nu kursen mod en børsnotering.

"Vores plan er at gå på børsen i 2021," oplyser Christian Lanng til avisen.

Udmeldingen følger i kølvandet på fyringer af et trecifret antal medarbejdere i virksomheden, som skal bidrage til at gøre selskabet profitabelt.

"Ved at rykke rundt på job har vi udsigt til at blive profitable i år, og det betyder, at så er vi ved at være klar til at gå på børsen," forklarer direktøren.

Tradeshift har til dato rejst i alt 4,4 mia. kr. - hvilket er det næststørste beløb for en nyopstartet teknologivirksomhed siden finanskrisen i Danmark, skriver avisen.

 

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere