Vores finansbaby fylder år

I dag er det et år siden, at FinansWatch kom til verden med ambitionen om at skabe et anderledes medie til den danske finanssektor. Vi er nået længere, end vi turde håbe. Men vi vil længere endnu. Og du skal hjælpe os.

Kære læser.

I dag er en stor dag i Store Regnegade i København. Her ligger FinansWatchs redaktion, hvor vi om lidt fejrer vores 1-års fødselsdag med kage og bobler.

Mere end 7000 artikler om bankkrak, ratingbureauer, bankpakker, skybrud, solvensbehov, konsolidering, pensionsloft, jobskifte, aktienedtur, gældskrise, statsgarantier og meget meget mere er det blevet til, siden vi gik i luften.

Store ambitioner

Dengang havde vi store ambitioner, og det har vi stadig. Ambitioner om at lave et anderledes finansmedie. Et sagligt, troværdigt, uafhængigt, kritisk og fair medie om virksomheder og personer i den danske finanssektor.

Et medie, hvor overskrifterne afspejler indholdet i artiklerne og artiklerne indholdet i virkeligheden. Hvor vi går kritisk til vores kilder, uanset om de er bankdirektører, professorer på CBS eller medlemmer af Folketinget. Og et medie, hvor vi interesserer os for meget mere end ugens store skandalesag i branchen

Vi er nået langt. Længere end vi turde håbe på - og vi har fået en flot modtagelse i branchen. Men vi er ikke i mål endnu. Vi kan og skal blive endnu bedre.

Er du derude?

Det arbejder vi på hver eneste dag i Store Regnegade, men vi har også brug for din hjælp.  Dig derude bag Bloomberg-skærmen. Dig, der med jævne mellemrum bander over, at journalisterne ikke har forstået den virkelige historie. Dig, som ryster på hovedet over, at medierne aldrig opdager de spændende ting, som du selv hørte over frokosten i sidste uge.

Kontakt os, kritiser os, brug os og udfordrer os. Vær med til at gøre os bedre. Gør os til det medie, som branchen har brug for. Vi er kun en mail eller en opringning væk og i modsætning til, hvad du måske har oplevet andre steder, så er vi rent faktisk interesseret i at høre, hvad du har at sige. Her er ingen fine fornemmelser.

Bentow og nyt Watch

Selv har vi løbende styrket redaktionen. Vi startede tre journalister. I dag er vi fem og til nytår tørner en af landets bedste finansjournalister, David Bentow, ud for FinansWatch. Det glæder vi os rigtig meget til.

Samtidig har den flotte modtagelse af FinansWatch i finanssektoren, givet vores ejere, JP/Politikens Hus, mod på at satse endnu mere. I januar lancerer vi derfor MedWatch, der henvender sig til medicinal- og medicoindustrien og ligesom FinansWatch og søstersitet MediaWatch bliver et abonnementsbaseret netmedie.

Der er med andre ord gang i den på St. Regnegade, hvor FinansWatch ligger kun et stenkast fra Berlingske og Børsen. Mens de andre skærer ned, fejrer vi vores fødselsdag med kage og bobler. Og der er masser at fejre.

Bedste hilsner

Anders Heering

Chefredaktør

 

Læs mere om holdet bag FinansWatch her.

Læs også:

David Bentow skifter til FinansWatch

FinansWatch får søster til januar  

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også