Bølgerne gik højt til bankbossernes topmøde på Folkemødet

Folkemødet 2024. Bankbosserne tog bankernes rekordhøje indtjeninger til forsvar, da debatten faldt på, om bankerne er begyndt at tjene for mange penge. 
Bankdirektører er samlet til Folkemødet 2024. | Foto: Anne Kvist
Bankdirektører er samlet til Folkemødet 2024. | Foto: Anne Kvist

På molen i Allinge Havn står fire bankdirektører på stribe, da Finansteltet lægger hus til ”Bankbossernes Topmøde” på årets Folkemøde. 

Med til topmødet er adm. direktør i Sydbank, Karen Frøsig, ordførende direktør i Jyske Bank, Lars Mørch, adm. direktør i Arbejdernes Landsbank, Jan Walther Andersen og direktør for Nordea Danmarks privatkunder, Mads Skovlund.

En stor del af debatten kredsede om bankernes indtjening, der i 2023 endte med et samlet overskud på 75 mia. kr. og en egenkapitalforvaltning på 12,4 pct. 

Med spørgsmålet ”Tjener bankerne for mange penge”, fik bankbosserne ordet. 

”Jeg ved godt, at det ikke er populært, men vi er nødt til at se på det brede perspektiv,” siger Karen Frøsig, adm. direktør i Sydbank, fra scenen.

Det er nemlig vigtigt for direktøren, at der kommer en accept af, at banker som virksomheder, der baserer sig på kapital fra private investorer, er nødt til at forrente sin egenkapital.

”Mere end 50 pct. at aktionærerne i Sydbank er udenlandske, og de er sådan set ret ligeglade med en lille dansk bank. Hvis det viser sig, at en anden bank forrenter pengene bedre, så vil vores kapital forsvinde. Det samme vil ske for andre,” siger Karen Frøsig og fortsætter. 

”Vi er i et globalt marked, så det er ikke engang sikkert, at de vil købe aktier i banker, men måske i Novo Nordisk i stedet. Der har jeg hørt, at det går ret godt,” siger direktøren. 

Hos direktøren for Nordea Danmarks privatkunder, Mads Skovlund, er der forståelse for, at bankernes overskud kan virke store. 

”Jeg kan godt forstå, at folk synes, at det er mange penge. Det er virkelig mange penge,” siger Mads Skovlund fra Nordea. 

”Men vi så under finanskrisen, hvad der sker, når banker ikke er i stand til at stå imod de voldomme internationale dønninger, der hurtigt kan skylle ind over landet,” siger Mads Skovlund. 

Samme budskab går igen hos adm. direktør i Arbejdernes Landsbank, Jan Walther Andersen.

”Vi har alle en interesse i, at bankerne er solide, kan løse samfundsproblemer og har robustheden til at klare sig igennem udfordringer i fremtiden,” siger Jan Walther Andersen.

Robuste banker giver bedre priser

Efter bankbosserne stod på mål for bankernes tårnhøje indtjening, blev debatten gelejdet hen på den verserende krig, som disse dage udspiller sig på udlånsrenterne. 

De seneste uger har de danske banker kæmpet om at vinde og beholde markedets billigste rente på boliglån. Det hele blev skudt i gang af Danske Bank, men efterfølgende har de fleste banker fulgt trop. 

”Vi har i årtier ikke set en så stærk konkurrence, som er kommet så hurtigt. Der bliver i dag solgt til under kostpris,” siger Arbejdernes Landsbanks adm. direktør, Jan Walther Andersen.

”I forgårs da jeg kørte hjem fra kontoret, havde Jyske Bank Danmarks billigste boliglån. I dag - fordi Karen skulle her op og stå med os andre - så kom Sydbank også med,” siger ordførende direktør i Jyske Bank, Lars Mørch, mens en latter går igennem flokken af fremmødte. 

”Vi er som bankerne nede på 4 pct. i den billigste ende af boliglånet. Hvis man kører sin økonomi optimalt, så er det meget meget konkurrencedygtige priser, som bankerne kommer med. Og det er fordi, vi er ved at nå op på den egenkapitalforretning, der er krævet af os nu, og derfor konkurrerer vi på ind- og udlån nu,” siger Lars Mørch. 

Kort efter tager Karen Frøsig ordet og til genmæle. 

”Når vi diskuterer rentesatser og priser, vil jeg stadig slå et slag for, at den gode kunderådgivningen er det, der for alvor giver kunderne værdi,” siger Karen Frøsig, som i skrivende stund er direktør for den bank, der tilbyder markedets laveste rente. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også