Credit Suisse låner 50 mia. schweizerfranc hos centralbanken

Den schweiziske centralbank stiller 50 mia. schweizerfranc til rådighed for kriseramt storbank. 
Credit Suisse låner 50 mia. schweiziske franc af SNB. | Foto: Tyrone Siu
Credit Suisse låner 50 mia. schweiziske franc af SNB. | Foto: Tyrone Siu
AF MARKETWIRE

Storbanken Credit Suisse, hvis aktier onsdag led et kursfald på op mod 30 procent og siden har sendt chokbølger gennem de internationale finansmarkeder, vil låne op mod 50 milliarder schweiziske franc af Schweiz’ centralbank, SNB.

Det oplyser Credit Suisse ifølge nyhedsbureauet Reuters natten til torsdag.

Beløbet svarer til godt 380 milliarder danske kroner, og skal fungere som en slags livline for investeringsbanken, hvis likviditet har blødt efter en kundeflugt i det seneste finansår.

I bankens årsregnskab kom det frem, at kunder i sidste kvartal havde forladt banken i stor stil og hevet omkring 120 milliarder dollar, cirka 847 milliarder kroner, med sig.

Den kedelige nyhed sendte bankens kurs i frit fald, og i løbet af dagen blev handel med bankaktien flere gange stoppet.

Kursfaldet accelererede tilsyneladende, efter at den største aktionær i banken, Saudi National Bank, fortalte internationale erhvervsmedier, at den ikke vil lægge flere penge i banken.

Schweiz’ centralbank, Den Schweiziske Nationalbank, meldte allerede onsdag aften ud, at den ville stå klar til at hjælpe Credit Suisse med likviditetsproblemerne.

Det vil formentlig skabe en smule ro omkring bankens problemer, som også i resten af Europa har rystet finansmarkederne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også