Feds Mester vil have flere gode inflationstal før rentesænkninger

Markedet har indregnet to rentesænkninger fra Federal Reserve i år. En i november og en anden i december, viser data for handel med rentefutures. 
Foto: Joshua Roberts
Foto: Joshua Roberts
AF MARKETWIRE

Der skal flere måneders positiv udvikling på inflationsfronten til, før USA’s centralbank, Federal Reserve, bør sænke sin rente.

Det siger Loretta Mester, der er chef for centralbankens afdeling i Cleveland, i et interview med CNBC ifølge Bloomberg News.

Kommentaren fra centralbankdirektøren følger Federal Reserves rentemøde onsdag, hvor renten på 5,25-5,50 pct. ikke blot blev fastholdt, men hvor centralbanken med topchef Jerome Powell i spidsen i sin kvartalsvise prognose hævede inflationsskønnet i år og skruede ned for forventningerne til rentesænkninger til nu kun én fra før tre.

Tidligere samme dag blev der dog også offentliggjort nye tal for forbrugerpriserne i maj, der viste en uventet afmatning i den overordnede inflation og en større tilbagegang i kerneinflationen end ventet af økonomerne. Torsdag viste producentpriserne i samme måned en tilsvarende udvikling.

Loretta Mester byder udviklingen velkommen, men siger også til CNBC, at hun ønsker flere måneder med samme udvikling, før overvejelser om en lempelse af pengepolittiken kan realiseres.

”Jeg vil gerne se nogle flere måneder med gode inflationstal; nedadgående inflation, de kortsigtede inflationsforventninger begynder at gå ned,” siger hun.

”Og så kan du begynde at tænke på, ”OK, det her kan være den rette mængde og portefølje af data – hvad sker på arbejdsmarkedet, hvad sker med inflationen – til at sænke renterne,” fortsætter hun.

Markedet indregner i øjeblikket to rentesænkninger fra Federal Reserve i år – den første i november og den anden i december. Det viser handlen med rentefutures.

Loretta Mester fratræder med udgangen af juni sin post som chef i Cleveland efter mere end et årti. Hendes position overtages af Beth Hammack, der tidligere har arbejdet i investeringsbanken Goldman Sachs. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også