Fem milliarder skattekroner er på vej tilbage til boligejere

I alt 11,3 mia. kr. skal retur til boligejere, der har betalt for meget i skat mellem 2011 og 2020.
300.000 boligejere har fået tilbud om tilbagebetaling af i alt 5 mia. kr., som de har betalt for meget i boligskat. | Foto: Jens Dresling
300.000 boligejere har fået tilbud om tilbagebetaling af i alt 5 mia. kr., som de har betalt for meget i boligskat. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Vurderingsstyrelsen har sendt tilbud om tilbagebetaling af 5 mia. skattekroner til indehavere af mere end 300.000 ejendomme.

Det skriver Avisen Danmark.

Tilbuddet er sendt til boligejere, der har betalt for meget boligskat i perioden 2011-2020.

”Boligejere, der har betalt for meget i skat, bliver kompenseret – med renter. Boligejere, som har betalt for lidt, får ikke en ekstraregning,” siger skatteminister Jeppe Bruus (S) til mediet.

”Jeg er glad for, at vi nu har rundet 5 mia. kr. i tilbagebetalingstilbud, og vi er i fuld gang med at sende de resterende vurderinger og tilbagebetalingstilbud ud til boligejerne.”

Beløbet svarer til, at hver af dem får godt 16.000 kr. retur i gennemsnit.

Kigger man dybere ned i tallene, er der dog forskel på, hvor meget de hver især kan se frem til at modtage.

I Sønderborg, Struer og Vordingborg får boligejerne mest tilbage med et gennemsnit på 29.000 kr., skriver Avisen Danmark.

Det er forventningen, at der skal tilbagebetales omkring 11,3 mia. kr. i alt.

Tilbagebetalingen sker, sideløbende med at styrelsen er i gang med at udsende de endelige 2020-ejendomsvurderinger.

2020-vurderingen danner grundlag for beskatningen i årene 2021 til og med 2023. Boligskatten i de år er i første omgang blevet opkrævet på et midlertidigt grundlag.

De endelige 2020-vurderinger er blevet forsinket flere gange.

I november blev partierne bag en aftale om de nye vurderinger orienteret om, at ingen ejere af hverken lejligheder eller sommerhuse ville få en 2020-vurdering inden udgangen af 2023.

Boligskatten i 2024 bliver beregnet på baggrund af en ejendomsvurdering for 2022.

Også her bliver skatten i første omgang opkrævet på et midlertidigt grundlag.

Vurderingsstyrelsen forventer at udsende de endelige 2022-vurderinger i 2025.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også