ECB-direktionsmedlem: Flere renteløft nødvendigt hvis bankerne kan tåle mosten
.jpg)
Den Europæiske Centralbank, ECB, er nødt til at forhøje sin indlånsrente yderligere, hvis den seneste tids uro i banksektoren da kan tåle det.
Det siger Philip R. Lane, der er medlem af ECB’s direktion, til det tyske medie Zeit ifølge Bloomberg News.
Han fortæller, at han som udgangspunkt regner med, at presset på banksektoren vil aftage, og at ”flere renteløft vil være nødvendige” efterfølgende.
Opleves der pres på banksektoren i et begrænset omfang, vil ECB altså ufortrødent hæve sin indlånsrente.
”Skulle det finansielle pres, vi har talt om, tiltage, må vi se på, hvad der vil være passende,” uddyber han over for Zeit.
Kommentarerne fra direktionsmedlemmet belyser, hvordan ECB vil gebærde sig i kampen mod den stigende inflation uden at sætte banksektoren over styr.
Senest forhøjede ECB sin indlånsrente med 50 basispoint til 3,00 pct. Dengang afstod centralbanken dog at sætte ord på sine kommende rentebevægelse.