Finanssektorens pensionskasse kan være i problemer

De kommende solvensregler vil presse Finanssektorens Pensionskasse hårdt, skriver Økonomisk Ugebrev. Opdateret 14:22.
AF RITZAU FINANS

Finanssektorens Pensionskasse (FSP) står overfor så alvorlige solvensproblemer, at pensionskassens medlemmer risikerer at miste godt en sjettedel af deres pensionsindbetalinger. Det skriver Økonomisk Ugebrev.

"I det seneste årsregnskab for 2010 skriver ledelsen oversat til dansk: Opgiv jeres pensionsgarantier og vælg et usikkert markedsrenteprodukt. Eller også kan I miste op til 15 pct. af jeres pensionsindbetalinger," skriver ugebrevet.

FSP's ledelse vil derfor anbefale alle medlemmerne at skifte fra rentegaranti til markedsrente, og det gælder endda også nuværende pensionister. At også pensionisterne skal trækkes over i mere risikofulde investeringer møder stærk kritik fra pensionseksperter.

Følger Sampension

FSP med 17.192 medlemmer og pensionstilsagn for næsten 20 mia. kr. er altså havnet i nogle af de samme vanskeligheder som Sampension, der for ganske nylig fjernede medlemmernes pensionsgarantier.

"Det er rigtigt, vi har nogle udfordringer omkring de nye kapitalkrav. Men mange ting kan ske inden, de træder i kraft. Vi tilbyder alle medlemmer omvalg i 2011, og vi regner med at renten vil stige. Er det ikke nok, så er vi af den opfattelse - ligesom Sampension - at vi har en genkaldelig ydelsesgaranti. Og så kan vi vælge at gå i dialog med Finanstilsynet om at fjerne garantierne," siger administrerende direktør Steen Jørgensen fra FSP til Økonomisk Ugebrev.

Ritzau Finans

Opdateret 14:22.

Finanssektorens Pensionskasse bestrider Økonomisk Ugebrevs udlægning af nedenstående passage fra årsregnskabet som svarende til " (...)Eller også kan I miste op til 15 pct. af jeres pensionsindbetalinger."

"Resultatet af QIS 5-beregningerne viste, at hvis det nuværende lave renteniveau fortsætter, og hvis hovedparten af medlemmerne bliver i de garanterede ordninger, kan der være risiko for, at FSP Pension ikke kan leve op til de nye kapitalkrav, som kan stige op til 3-4 gange. Det vil med andre ord sige, at 10-15 % af hvert medlems indbetalinger skal anvendes til at opfylde de skærpede kapitalkrav og ikke kan udbetales til medlemmerne."

”Når du nærmer dig en afvikling fra 75 år og du ældre, så bliver nogle af midlerne frigivet igen. Vi kan bare ikke regulere som før – du ville i eksemplet ikke miste dine penge, men de ville blive holdt som reserve. Men der står også i regnskabet, at det er ved en uændret investeringsstrategi. Og for dem, der vælger at fastholde garantien, vil vi naturligvis ikke føre en uændret investeringsstrategi. Samtidig tror vi også på, at renten vil stige – og FSP’s garanti ligger noget lavere end for eksempel Sampensions. Så lettelsen kommer noget før for os. Men det er da rigtigt, at fordi vi har så mange medlemmer med ydelsesgaranti, så er vi også udsat for nogle voksende krav. Men der kan ske meget inden Solvens II træder i kraft,” siger Steen Jørgensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også