Verdens finansansatte kæmper for en sund sektor

KLUMME: Rigtig regulering, ansvarlig finansledelse og vilkår for finansansatte og deres fagforeninger. Det er nogle af de temaer, der var helt i front, da verdens finansansatte mødtes i Lissabon.
AF MICHAEL BUDOLFSEN, næstformand i Finansforbundet

Den finansielle sektor er et globalt anliggende. Og derfor er det mere end nogensinde helt nødvendigt, at finansansatte fra hele verden samles og drøfter de emner, der har indflydelse på sektoren og dermed på deres arbejdsvilkår. Det blev krystalklart, da 300 repræsentanter for 3 millioner finansansatte globalt mødtes i Portugal i begyndelsen af marts, hvor sammenslutningen af finansforbund – UNI Finance - holdt verdenskonference. For der er en lang række fælles udfordringer og problemer.

Skyggebanksektor går fri af regulering

Det er ikke, fordi verden mangler regulering af finanssektoren ovenpå krisen. Men om vi regulerer det rigtige, er et andet spørgsmål. For de aktiviteter, der har været med til at skabe krisen, er paradoksalt nok dem, som ikke er omfattet af den nye regulering. Der eksisterer en skyggebanksektor, som opererer uden regulering og tilsyn, mens den traditionelle del af banksektoren kæmper med at implementere den tsunami af regulering og nye krav, der er skyllet ind over sektoren som følge af krisen. UNI Finance kræver en regulering af dette skyggemarked og en mere balanceret regulering af den sunde del af forretningerne, der er fundamentet for den vækst, vi har så hårdt brug for.

Medarbejdere presses til salg

Finanskrisen har med al tydelighed vist, at når virksomhedernes ledelser slipper ansvarligheden, så går det galt. Det har vi set herhjemme, og det har vi i endnu højere grad set i udlandet. Og det ser ikke ud til, at alle har taget ved lære. Senest har vi været vidner til, at ledelser har forgyldt sig selv med trecifrede millionbeløb blandt andet i Storbritannien og Tyskland. Det er klart, at skal ledelser op i den lønramme, så skal der langes en del over disken. Og det mærker medarbejderne i tyske og britiske pengeinstitutter. Der er eksempler på tyske banker, der direkte opfordrer de ansatte til at droppe rådgivningen for at satse på salg, og i Storbritannien er finansansatte overvejende provisionslønnet. De medarbejdere har simpelthen ikke råd til at være ansvarlige, for hvis de ikke lever op til deres salgsmål, så rækker lønnen ikke til at forsørge dem selv og deres familie. Det er helt uacceptabelt, og derfor arbejder UNI Finance intensivt for at få verdens finansvirksomheder til at tilslutte sig Charter om ansvarligt salg og rådgivning.

Svære vilkår for fagligt arbejde

Fagligt arbejde udføres i nogle dele af verden med livet som indsats. Det er en del af fællesskabet i UNI Finance, at de stærke fagforbund hjælper og støtter de fagligt aktive i lande, hvor vilkårene for fagforeningsarbejde er vanskelige. Selvom det faglige arbejde i Danmark er langt mere fredeligt, så ser vi en tendens til, at finansarbejdsgiverne udfordrer det faglige system. Vi har aldrig set så mange fyringer af tillidsmænd som i år. Også i overenskomstforhandlinger oplever vi arbejdsgivere med en udpræget offensiv stil uden megen vilje til forhandling. Det er et paradoks, at lovgiverne langt mere end tidligere tager imod input fra Finansforbundet, samtidig med at arbejdsgiverne vælger konfrontationsvejen frem for dialogvejen. Der er stadig brug for stærke fagforeninger verden over – også i Danmark.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også