Centralbanken i USA overvejer at stramme reglerne for mindre banker

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil kigge på om kravene om kapital og likviditet i banker med mellem 100 og 250 mia. dollar i aktiver er gode nok.
Medlem af Federal Reserves ledelse, Michael S. Barr er klar til at kigge på reguleringen af mindre banker. | Foto: Francis Chung/AP/Ritzau Scanpix
Medlem af Federal Reserves ledelse, Michael S. Barr er klar til at kigge på reguleringen af mindre banker. | Foto: Francis Chung/AP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Den amerikanske centralbank overvejer at stramme reglerne for mellemstore banker i kølvandet på, at Silicon Valley Bank kollapsede.

Det skriver Financial Times.

Centralbanken vil kigge nærmere på kravene om kapital og likviditet i banker med mellem 100 og 250 mia. dollar i aktiver. De vil derudover revurdere den årlige stresstest, der har til formål at sikre långivernes muligheder for at modstå økonomisk modgang og finansielle udfordringer. Evalueringen er en del af en større undersøgelse, der skal kortlægge hvordan centralbanken overvågede og regulerede Silicon Valley Bank.

”Vi skal være ydmyge og foretage en omhyggelig og grundig gennemgang af hvordan vi overvågede og regulerede denne virksomhed, og hvad vi burde lære af det,” udtaler Michael S. Barr, der er medlem af Federal Reserves Styrelse, i en udmelding i mandags.

I 2019 lettede den amerikanske centralbank reglerne for banker med aktiver op til 250 mia. dollar, således at der ikke gjaldt de samme likviditets- og kapitalkrav for små banker. SVB havde i slutningen af sidste år aktiver for 212 mia. dollar, ifølge Financial Times.

Eksperter fortæller til Financial Times, at SVB’s problemer kunne have været undgået, hvis ikke lovgiverne havde lempet reglerne for mindre banker i de seneste år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også