2022 bød på det største prisfald på boligmarkedet i over ti år

En cocktail af økonomiske faktorer bragte store udsving på boligmarkedet i 2022, viser nye tal fra Boligsiden.
Salgspriserne på boliger faldt i gennemsnit med 6 pct. i 2022. | Foto: Jens Dresling
Salgspriserne på boliger faldt i gennemsnit med 6 pct. i 2022. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

2022 var et år af to halvdele for det danske boligmarked, der efter en stærk start endte med de største prisfald set i lang tid.

Det viser nye tal fra Boligsiden.

Boligejerne kunne ellers i starten af året glæde sig over den voksende værdi af deres ejendomme.

Men ved udgangen af 2022 er konklusionen, at salgspriserne faldt med 6 pct. set over hele året.

Det er det største prisfald i over ti år.

Den negative udvikling i andet halvår skyldes ifølge boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden Birgit Daetz et stigende renteniveau, voksende energipriser og høj inflation.

”Den cocktail af økonomiske faktorer førte i efteråret til en stærk opbremsning i boligsalget og kraftige prisfald,” siger hun i en pressemeddelelse.

Salgspriserne toppede i maj og juni måned for henholdsvis ejerlejligheder og huse.

Derefter ændrede stemningen sig dog markant.

Fra maj til december faldt priserne på lejligheder med 10 procent, og fra juni faldt priserne på huse med ni procent.

”Især andet halvår har været præget af en generel afmatning af boligmarkedet. Det er kun sommerhusene, der ikke er lige så mærket af den økonomiske udvikling,” siger Birgit Daetz.

Samlet set steg priserne på sommerhuse med 2 pct. i 2022, hvilket ifølge Birgit Daetz skyldes det fortsat lave udbud.

Efter at have braget frem i 2020 og 2021 under coronakrisen er priserne for huse ved årets udgang dog fortsat 11 pct. højere end på samme tidspunkt i 2019.

For lejligheder er priserne i alt 12 pct. højere.

I 2023 forventer Birgit Daetz, at tempoet på boligmarkedet fortsat vil være lavt. Men der er plads til overraskelser.

”Omvendt tyder noget også på, at lysten til at købe ny bolig fortsat hersker, og at mange blot har udskudt deres boligkøb. Vi må vente og se, om tiden igen bliver moden til at boligkøberne vil realisere de ønsker i 2023,” siger hun. 

Boligejeres samlede realkreditgæld er i bakgear for første gang i 28 år

Salg af projektbyggeri er hårdt ramt af opbremsning på boligmarkedet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også