Medie: Danske Bank har bedt tilsyn godkende Aarup-Andersen
Flere har peget på Jacob Aarup-Andersen som en mulig ny topchef i Danske Bank, og nu kan hans udnævelse som adm. direktør for den skandaleramte bank være rykket et skridt nærmere.
En række kilder fortæller til Finans, at bestyrelsesformand Ole Andersen har bedt Finanstilsynet om at godkende Jacob Aarup-Andersen.
Ifølge mediets oplysninger skal tilsynets bestyrelse efter planen mødes i næste uge for at vurdere, om Jacob Aarup-Andersen er egnet som ny topchef for Danske Bank. Hverken Finanstilsynet eller Danske Bank vil kommentere oplysningerne.
Hvis Finanstilsynet siger god for den nye kandidat til topposten, så skal Danske Bank forhandle en kontrakt med ham og udsende en fondsbørsmeddelelse, skriver Finans.
Jacob Aarup-Andersen har været ansat i Danske Bank i flere år og er i dag chief of wealth management. Topposten er blevet ledig, efter at Thomas F. Borgen mandag valgte at træde tilbage som konsekvens af afsløringerne om hvidvask i den estiske fillial.
Stillingen som adm. direktør bliver midlertidigt besat af Jesper Nielsen, indtil der er fundet en permanent afløser.
Medier: Jacob Aarup stadig i spil til toppost i Danske Bank