Obligationer i solide stigninger for tredje dag i træk

Det danske obligationsmarked ligger tirsdag middag betydeligt højere, og dermed er der for tredje dag i træk tale om en solid flugt til sikker havn.
RITZAU FINANS

Investorerne har øget efterspørgslen på de fastforrentede papirer grundet kombinationen af usikkerhed omkring den amerikanske økonomi og de sydeuropæiske gældsbekymringer, hvor man her er bange for, at problemerne fra Grækenland skal sprede sig til Italien og Spanien. De europæiske aktiemarkeder ligger tirsdag middag med fald på 1,5-2,0 pct. og de amerikanske futures indikerer også solide fald på 1 pct. senere i dag.

Den toneangivende, danske statsobligation, 3 pct. 2021, ligger tirsdag middag 0,16 point højere i kurs 101,92 med en effektiv rente på 2,89 pct.

Det hjælper ikke ligefrem på risikoappetitten, at de amerikanske politikere i disse dage ikke kan blive enige om, hvordan de skal mindske den amerikanske gæld. Sammensat med de europæiske gældsbekymringer, så er det for alvor noget som er med til at øge flugten til sikker havn.

USA på menuen

Tirsdag er der ecofinmøde, hvor den hollandske finansminister Jan Kees de Jager blev citeret for at sige, at en såkaldt "selective default" - betalingsstandsning på visse obligationer - af Grækenland ikke længere kan udelukkes, selvom Den Europæiske Centralbank er modstander af dette alternativ.

På makrosiden er det de amerikanske begivenheder, som præger menuen. Tirsdag eftermiddag kl. 13.30 kommer der tal for erhvervstillidsbarometer NFIB for mindre og mellemstore virksomheder, som ventes at vise en stigning til 91,5 i juni sammenlignet med 90,9 måneden forinden. Tidligere i denne måned kom der bedre end ventede tal for det nationale ISM-erhvervstillidsbarometer for industrien.

Spænding om handelsbalance

Senere kl. 14.30 kommer der tal for den amerikanske handelsbalance, som ventes at vise et underskud på 44,1 mia. dollar i juni sammenlignet med et underskud på 43,7 mia. dollar måneden forinden.

Afsluttende offentliggør den amerikanske centralbank referatet fra det seneste rentemøde den 22. juni. Referatet vil måske kaste mere lys over eventuelle tiltag for yderligere pengepolitiske lempelser. Det seneste tilbagekøbsprogram, kaldet QE2, udløb ved udgangen af juni, og selve den officielle meddelelse på dagen for rentemødet bød ikke på nogen meldinger om yderligere tiltag.

(RITZAU FINANS)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også