Købere af nye boliger lokkes i skattefælde

Boligkøbere skal betale 5000 kroner ekstra hver måned, fordi Skats vurdering blev firedoblet.
RITZAU

Købere af nye boliger i de større byer risikerer at løbe ind i et alvorligt skattesmæk, der kan løbe op i adskillige tusinde kroner hver måned.

Ejendomsmæglerne er efter loven forpligtet til at oplyse køberne om, hvor meget de må forventes at betale i boligskatter.

Det skrev Politiken i weekenden.

Men da der ikke er foretaget vurderinger af de nye boligejendomme, er mæglerne nødt til at støtte sig til vejledende tal fra Skat. Men de har vist sig at ramme ved siden af i flere tilfælde.

"Vi vil gerne sikre højest mulig grad af forbrugerbeskyttelse, og det kan vi ikke, som det er i øjeblikket," siger Lone Bøegh Henriksen fra Home til Politiken generelt om vurderingerne.

30 købere til rækkehuse på små grunde i Nordhavn i København har fået regninger for grundskyld, som ligger mere end 60.000 kroner over det oplyste.

En af dem er Peter Thielst. Han flyttede sammen med sin hustru og to børn ind i et af rækkehusene i 2016.

"Man køber i blinde," siger han til avisen.

I salgsopstillingen var grundværdien opgjort til 621.000 kroner, og den årlige grundskyld lød på godt 21.000 kroner.

Men da Skat havde vurderet ejendommen i oktober 2016, lød vurderingen på 2,5 millioner kroner, og den årlige betaling i grundskyld løber dermed op i mere end 84.000 kroner om året. Det er en forhøjelse på 63.000 kroner.

Oveni kommer ejendomsværdiskatten, der betyder, at familierne skal betale næsten 10.000 kroner om måneden bare i boligskatter.

Ejendomsmægler Peter Norvig fra Living Homes har stået for salget og kalder det over for Politiken "vanvittigt", at mæglerne ikke kan regne med tallene fra Skat.

Skat afviste den klage, beboerne havde indgivet. Den skal dermed behandles i Landsskatteretten.

Flere andre boliger i København, Køge, Aarhus og Aalborg bliver på samme måde solgt med vejledende vurderinger fra Skat.

Det sker, fordi Skat bruger beregningsmetoder fra et vurderingssystem, der er kasseret af regeringen og Folketinget, når de sender tal ud til mæglerne.

Ifølge Skatteministeriets beregninger skal grundene under lejlighedsbyggerier i hovedstaden vurderes seks gange højere i det nye system.

Både Skat og Vurderingsstyrelsen, der har overtaget opgaven fra Skat, og ejendomsmæglerne fraskriver sig ansvaret for vurderingerne.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) siger, at han "har forståelse for, at nogle borgere føler sig urimeligt behandlet".

"Men når man køber en projektlejlighed, så løber man en risiko," lyder det.

Han mener, at det er ejendomsmæglernes ansvar at gøre boligkøberne klart opmærksom på, at "der er stor usikkerhed om beskatningen".

"Hvis ikke de selv kan finde ud af det, så må vi overveje, om vi kan stramme kravene i lovgivningen," siger han til Politiken.

Morten Jensen, underdirektør i Vurderingsstyrelsen, mener, at "det er ejendomsmæglerne, der bør videreformidle til de kommende ejere, at der er usikkerhed om den fremtidige skat".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også