FinansWatch

Regnskab: Overskud nedbarberet i Vendsyssel

Sparekassen Vendsyssel kan efter første halvår af 2011 præsentere et overskud før skat på 54 mio. kr. Det er en nedgang fra 85 mio. kr. sidste år, hvilket bl.a. skyldes krakkede banker.

Overskuddet i Sparekassen Vendsyssel har fået en omgang med filen sammenlignet med første halvår af 2010. Her landede overskuddet før skat på 85 mio. kr., men efter de første seks måneder af 2011, er overskuddet i sparekassen bare 54 mio. kr.

Resultatet er påvirket af, at sparekassen har sendt 18,8 mio. kr. efter krakkede banker.

Ledelsen betegner resultatet som tilfredsstillende.

Tilfredsstillende

”Det tilfredsstillende resultat viser, at vi har formået at fastholde sparekassens indtjening på et højt niveau i første halvår 2011, som har været vanskeligt for sektoren”, siger adm. direktør Vagn Hansen i en pressemeddelelse.

For halvåret er resultatet faldet til 44 mio. kr. fra 64 mio. i første halvår af 2010.

Nedskrivninger på udlån er steget med 0,6 pct. fra 54,8 mio. kr. i 2010 til 55,1 mio. kr., hvilket ledelsen betegner som positivt.

Stærke udlån

”Sparekassens udlånsportefølje er generel stærk og godt sikret, men den er naturligvis påvirket af konjunkturudviklingen. Det er glædeligt, både for os og den enkelte kunde, at det i en række tilfælde er lykkedes at forhindre eller begrænse et eventuelt tab,” siger Vagn Hansen i meddelelsen.

Sparekassen har øget sit udlån med 1,5 pct. til i alt 6,4 mia. kr., mens indlånet er faldet med 0,9 pct. til 6,4 mia. kr. Banken har netto taget imod 682 nye kunder i halvåret.

Sparekassen fastholder efter årets første seks måneder forventningerne til helåret og forventer dermed, at resultatet af den primære drift kommer til at ligge i niveauet 230-250 mio. kr.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs