FinansWatch

"Der er ingen debat overhovedet om erhvervsvilkår", "dybest set er den politiske debat til at kaste op over", "for første gang vil jeg blande mig i politik og sige, at det er det glade vanvid"

En stribe erhvervsfolk har på PolicyWatch og andre af vores watch-medier kommenteret på valgkampen - nogle er mere direkte end andre. Tommy Ahlers (V) påpeger, at " dansk erhvervsliv ikke bare er en ko, man kan malke", men "økonomisk vækst er måske lidt røvkedeligt at tale om i en valgkamp", siger han. Og så har to forskere fra Syddansk Universitet ved hjælp af automatiseret ansigtsgenkendelse kortlagt, hvor meget skærmtid de politiske partiers frontfigurer har fået.

Henrik Tüchsen, redaktionschef på Watch Medier, har fokus på erhvervslivets stemmer i valgkampen.

Venstrepolitikeren og forskningsminister Tommy Ahlers er bekymret, afslørede han her midt i den hjemlige valgkamp.

Dermed er han helt på linje med en lang række danske erhvervsfolk, der de seneste dage har løftet pegefingre med budskabet om ikke at glemme erhvervslivet i kampens hede. De politiske kandidater taler meget om, hvordan de vil bruge pengene, knap så ivrige er de med budskaber om, hvordan vi kan sikre, at der er moneter i kassen.

Ahlers kommentar faldt på Dansk Byggeris årsdag i København.

"Som en person med en baggrund i erhvervslivet som iværksætter, og ikke som en politiker, der er vokset op på Christiansborg, er jeg ret bekymret for den måde, vi tænker politik. Dansk erhvervsliv – herunder dansk byggeri – er ikke bare en ko, man kan malke. Den skal passes, den skal have mad, og den skal have en vækstplan," sagde Tommy Ahlers ifølge vores erhvervspolitiske medie PolicyWatch i sin tale.

Forud for valget blev erhvervslivets topfolk fra flere sider opfordret til at stikke snuden frem velvidende, at det kan give nogle skrammer - måske også efter valget. Det skal også siges, at vores hårdtarbejdende politiske reportere på Christiansborg og i Bruxelles har måttet tage mange opkald for at lokke nogle ud af busken. En del afviser - man ved jo aldrig, hvem der sidder på magten efter valget.

Når det er sagt, har de fleste politikere dog også i den grad talt om at forbruge og komme med løfter, som de danske vælgere kan forholde sig til. Milliarderne fosser ud af kasserne.

På Watch Mediers 11 redaktioner, der alle har bidraget til dækningen på PolicyWatch, er her nogle af de budskaber, der har været fra de erhvervsfolk, der turde stå frem:

Peehr Ø. Svensson, der har firmaet Tagelement A/S, lyttede med til Tommy Ahlers tale. Han har tidligere stemt Venstre, men nu går stemmen til Liberal Alliance: "Lars Løkke går kun efter nogle Socialdemokratiske vælgere. Han har engang sagt, at han ikke vil være statsminister for enhver pris. Men nu viser han, at han vil netop det, når han deler penge ud på velfærd."

"Men tør de også sige det ude i den brede debat?"

Foto: Celina Dahl / Ritzau Scanpix
Foto: Celina Dahl / Ritzau Scanpix

PFAs adm. direktør Allan Polack.  Foto:Celina Dahl / Ritzau Scanpix

En mere kendt figur i toppen af dansk erhvervsliv er PFAs adm. direktør Allan Polack, som PolicyWatch fangede på Dansk Erhvervs årsdag. Han efterlyser politisk mod i debatten om udenlandsk arbejdskraft: "Den almindelige dansker er nødt til at høre, at der er et behov for udenlandsk arbejdskraft, og at der er tale om nogle mennesker, der går ind og bidrager positivt til samfundet," sagde han og antydede vist nok, at politikerne siger ét, når de taler med erhvervsfolk og - måske - noget andet i de politiske debatter, hvor målgruppen er hr. og fru Danmark.

"Det er vigtigt at blive ved med at være nuanceret, så det ikke bliver en sort-hvid-diskussion. For der er et reelt stort behov for udenlandsk arbejdskraft," tilføjede han og blev spurgt, om debatten er nuanceret, som den er nu?

"Ja, jeg synes, at politikerne siger det tydeligt her i det her forum. Men tør de også sige det ude i den brede debat? Det vil jeg gerne have dem til."

"..til at kaste op over"

Andre erhvervsfolk er endnu mere direkte i deres kommentarer, bl.a. Jeppe Rindom, medstifter og adm. direktør i fintech-selskabet Pleo, over for ITWatch: "Dybest set er den politiske debat til at kaste op over, for den handler kun om, hvordan pengene skal bruges i form af velfærd. Det er fint, men der er ingen, der kigger på, hvordan pengene skal tjenes," sagde han og efterlyste, at Folketinget udvider forskerordningen, så den også gælder it-ansatte.

På Dansk Erhvervs årsdag var også finansdirektør i DSV, Jens H. Lund, der over for PolicyWatch kommenterede statsminister Lars Løkke Rasmussens velfærdsudspil på yderligere 69 mia. kr. de kommende år.

"Hvis det var mig, der skulle bestemme, havde jeg nok kanaliseret nogle penge i en anden retning også. Det er fint nok, at vi bruger penge på velfærd, men vi skal også have penge til at investere i fremtiden med infrastruktur og andre ting, der forbedrer erhvervslivets vilkår," sagde Jens H. Lund.

"Det hele handler om velfærd, klima og pension"

Tidligere topchef i Novo Nordisk og nuværende bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden, Lars Rebien Sørensen, havde samme frustration: "Der er ingen debat overhovedet om erhvervsvilkår og om, hvor pengene skal komme fra. Det hele handler om velfærd, klima og pension," sagde han.

Andre erhvervsfolk er endnu mere direkte i deres kommentarer, bl.a. Jeppe Rindom, medstifter og adm. direktør i fintech-selskabet Pleo, over for ITWatch: "Dybest set er den politiske debat til at kaste op over, for den handler kun om, hvordan pengene skal bruges i form af velfærd. Det er fint, men der er ingen, der kigger på, hvordan pengene skal tjenes," sagde han og efterlyste, at Folketinget udvider forskerordningen, så den også gælder it-ansatte.

Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

 Jeppe Rindom, medstifter og adm. direktør i fintech-selskabet Pleo. Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Enkelte taler direkte om "vanvid". Hvis afgifterne på blandt andet chokolade og kaffe bliver højere, som Socialdemokratiet i deres nye udspil lægger op til, vil det skabe store problemer for virksomheder i fødevaresektoren.

 "Hvis de vil hæve afgiften, så må jeg sige, at jeg for første gang vil blande mig i politik og sige, at det er det glade vanvid. Det er sygt. Så dræber du branchen helt," sagde Peter Beier, adm. direktør og stifter, Peter Beier Chokolade, til FødevareWatch.

PolicyWatch noterede sig i valgkampens tidlige stadie, at en række erhvervsorganisationer allerede inden Lars Løkke Rasmussens velfærdsudspil  udtrykte bekymring for, at virksomhedernes vilkår er fraværende i valgkampen. Og, sjovt nok vil nogle sige, påpegede finansminister Kristians Jensen (V) ved indgangen til valgkampen, at der er behov for, at flere erhvervsledere og virksomhedsejere tager del i samfundsdebatten ikke mindst i valgkampen. Ellers var hans frygt, at debatten ville komme til at handle om at fordele velstand frem for at skabe den.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
 

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V)holder åbningstale under Dansk Byggeris årsdag som afholdes i Tivoli Hotel & Congress Center i København, onsdag den 15. maj 2019. Foto:Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Men, som Tommy Ahlers tilføjede, da PolicyWatch fangede ham for et par kommentarer efter talen på Dansk Byggeris årsdag:

"Fokus i valgkampen og fokus i medierne har været på, hvordan man skal bruge pengene og ikke så megt på, at der er en regning, der skal betales. Økonomisk vækst er måske lidt røvkedeligt at tale om i en valgkamp."

Mest skærmtid til statsministeren

Så er det sagt - og mon der i det ligger et indirekte budskab til partiformanden for Venstre også? Statsministeren har i hvert fald fået meget skærmtid, skriver MediaWatch:

"Ved hjælp af automatiseret ansigtsgenkendelse har to forskere fra Syddansk Universitet kortlagt, hvor meget skærmtid de politiske partiers frontfigurer har fået i valgkampens første 14 dage. Ifølge opgørelsen har én politiker fået markant mere tv-tid end de øvrige.Ud af de i alt 1344 timers fjernsyn, som er blevet sendt på DR1, DR2, TV 2 og TV 2 News i valgkampens første halvdel, er Lars Løkke Rasmussens (V) ansigt blevet vist i sammenlagt 20 timer.

Dermed er statsministeren ubetinget den partileder, der er blevet mest eksponeret på tværs af de fire kanaler.Der er et godt stykke ned til andenpladsen, hvor modkandidaten til statsministerposten, Mette Frederiksen (S), befinder sig med 12 timers skærmtid i alt. Anders Samuelsen (LA) ligger på en tredjeplads med seks timers skærmtid på 14 dage."

Hmm - måske har Lars Løkke Rasmussen, ifølge kendere snu som en ræv, netop fået den skærmtid, fordi han ved, at medierne har nogle yndlingssager - og det er ikke erhvervsstof.

Med undtagelse af PolicyWatch, selvfølgelig - vi går ikke op i andet.

Mere fra FinansWatch

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs