FinansWatch

"Upassende", "stærkt betænkeligt", "en ørefigen af de helt store"

Det gik vist valgkamp i den denne uge, da finanssektoren kom under angreb. Nu skal Venstre passe på, lød advarslen i en anden stor politisk sag. Stor dansk koncern rykker efter en fusion op i den allertungeste vægtklasse internationalt, mens en anden af landets absolutte frontløbere greb til lommerne for at få sit bud igennem i en anden potentiel mega-handel. Og så blev en dansk satsning i England lidt af en fiasko. Er du opdateret på ugen, der gik?

Henrik Tüchsen, redaktionschef på Watch Medier, har fokus på ugens vigtigste begivenheder for dansk erhvervsliv.

Jovist, der findes bestemt danske pengeinstitutter, der driver en sober og ordentlig forretning. Men det er bestemt ikke dem, der trækker de største overskrifter i medierne, og finanssektoren kan formentlig ligeså godt vænne sig til, at det ikke bliver anderledes i den forestående - eller måske rettere igangværende – valgkamp.

Denne uge var det Socialdemokratiet, der igen gik til angreb.

Partiet vil afsætte bestyrelsen i Finanstilsynet, hed det fra Morten Bødskov, der er formand for Folketingets erhvervsudvalg.

Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling
Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling

Morten Bødskov. Foto: Ritzau/Jens Dresling

Det affødte en intens debat, som FinansWatch dækkede tæt i ugen løb.

Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby kalder S-udmeldingen for "upassende.”: ”Jeg synes ikke, det er noget, man behøver diskutere i pressen. Jeg synes, det er noget, vi passende kan tage ved et forhandlingsbord," siger han. Venstre er klar til at se på sagen, Finanstilsynets formand David Lando mener, at det vil  være "i modstrid mod min opgave at gå før tid", og tidligere tilsynsformand, juraprofessor Mads Bryde Andersen, kalder forslaget  "stærkt betænkeligt".

Den erfarne politiske analytiker Hans Engell var ikke i tvivl, da han kommenterede sagen over for FinansWatch. Det er helt klart en optakt til en valgkamp, der bliver hård kost for finanssektoren:

 "Ja, det er helt tydeligt. Socialdemokratiet har besluttet, at der skal gennemføres en straffeaktion mod finanssektoren som følge af skandaler om hvidvask, bonusser og meget andet. Sektoren skal have en ørefigen af de helt store."

"Venstre bør passe på"

Mens vurderingen således må være, at der er stemmer i at skyde med skarpt mod finanssektoren, er der vist ikke stemmer i at rette skytset mod landbruget, hvis partiet hedder Venstre.

Efter nedslående tal om udledningen af kvælstof fra landbruget kræver Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen handling fra landmændenes side i forhold til at nedbringe udledningen af kvælstof. Det fik organisationen Bæredygtigt Landbrug, en altid hårdtslående repræsentant for de største erhvervslandbrug, til at gå til modangreb i Berlingske.

Der er mange landmænd, som ikke vil stemme ved næste valg, fordi alle partier kun er ude på at behandle landbruget dårligt

Flemming Fuglede, Bæredygtigt Landbrug

"Der er mange landmænd, som ikke vil stemme ved næste valg, fordi alle partier kun er ude på at behandle landbruget dårligt. Det er der mange landmænd, der siger til mig. Venstre bør passe på, hvordan de behandler os, hvis partiet ønsker vores opbakning ved næste valg," sagde formand Flemming Fuglede.

Fusion fik grønt lys

Stemmerne, nu vi er ved det, gik imidlertid i den rigtige retning for den privatejede danske høreapparatskoncern Widex og Sivantos, det tidligere Siemens Audiology, der af EU-Kommissionen fik grønt lys til at gennemføre en fusion, der vil skabe verdens tredjestørste høreapparatskoncern.

Foto: PR

Næppe en succes

At noget ikke stemte i ATP's britiske datterselskab har længe været kendt, og denne uge blev det så meldt ud, at ATP har solgt sit britiske pensionsselskab Now Pensions med 1,7 mio. medlemmer til en pensions- og investeringsvirksomhed. FinansWatch har tidligere afdækket, hvordan ejerskabet i mange år har kostet ATP dyrt. Now Pensions blev oprettet i 2012 under den daværende direktør og nuværende direktør for Nationalbanken, Lars Rohde.

DSV hæver bud

I transportsektoren følger aktiemarkedet og verdens store aktører nøje et opkøbsforsøg fra den danske transportgigant DSV.

DSV har hævet buddet på logistikselskabet Panalpina, som de første gang bød på 16. januar. Det hævede bud blev afgivet til bestyrelsen i Panalpina allerede 6. februar, skrev ShippingWatch, men DSV oplyste det først til markedet denne uge. Meddelelsen fra DSV kom, efter Panalpina fredag morgen bekræftede, at selskabet er i indledende drøftelser om en sammenlægning med Agility, der er et kuwaitisk logistikselskab.

Det er ikke småpenge, det handler om. Det nye tilbud fra DSV er kontant og lyder på cirka 28 mia. kr. Panalpina er et af verdens største logistikselskaber. I 2017 havde selskabet en omsætning for speditørvirksomheden på 6,5 mia. schweizerfranc, svarende til 43 mia. kr.

Stadig håb trods små fremskridt

På den storpolitiske scene følger alverdens virksomheder og investorer handelsforhandlingerne mellem USA og Kina tæt. Forhandlinger blev afsluttet fredag eftermiddag "uden tegn på substantielle fremskridt", skrev Finans med henvisning til en artikel i Financial Times. Parterne mødes i næste uge i Washington.

Her pågår det, som det er de fleste bekendt, i øvrigt også en heftig diskussion om en nok så omtalt mur ved grænsen til Mexico. Her er meldingen fra præsident Donald Trump, at det er muligt, at han ikke kan få penge i kongressen til at sætte murerne i sving, men så kan han gøre det ved at erklære undtagelsestilstand.

Og så er vi igen tilbage ved det med vælgernes opbakning, nogle vil kalde det stemmefiskeri, for muren er i den grad en af Trumps politiske mærkesager.

Mere fra FinansWatch

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs