Indhentet af fortiden

Ugen var kun få timer gammel, da erhvervspressen mandag morgen sendte de første breaking-telegrammer. Årsagen til de gule breaking-bjælker skulle findes i, at ATP-direktør Christian Hyldahl havde sagt op som øverste chef for landets størstepensionshus.
Opsigelse kom efter flere historier i pressen om Hyldahls fortid i Nordea som chef for den afdeling, der deltog i spekulation om udbytteskat i Schweiz i årene 2005-2008.
Selv har Christian Hyldahl tidligere forklaret, at den kritiserede praksis vedrørende refusion af udbytteskat på tidspunktet var helt almindeligt, men som i så mange andre sager ser fortidens handlinger ikke altid godt ud i nytidens lys, og presset på Christian Hyldahl efter de mere end 10 år gamle sager endte med at være for stort til, at han kunne beholde sin post i toppen af ATP.

Indhentet af fortiden blev også Danmarks største producent af medicoteknisk udstyr, Coloplast, der i den forgangne uge kunne se sig selv være omdrejningspunkt i kritiske historier hos DR og Politiken.
Flere end 7000 kvinder i USA har nemlig sagsøgt den danske virksomhed på grund af skader opstået efter behandling med selskabets såkaldte underlivsnet, og det har indtil videre kostet Coloplast mere end 4,7 mia. kr. i forbindelse med retssager
De første sager startede i 2011, og Coloplast har siden løbende orienteret dets investorer om fremdriften i sagerne, hvor Coloplast har søgt at indgå forlig - ikke som en indrømmelse af skyld, men fordi det er den billigste måde at afslutte sagerne på - og for faste følgere af Coloplast bør de kritiske historier derfor ikke være kommet som nogen overraskelse. Status er da også, at aktien i ugen har lagt knap to pct. til kursen.

I ugen blev desuden et nyt kapitel i den efterhånden lange historie om hvidvask-skandalen i Danske Bank skrevet.
Banken, der allerede har mærket adskillige konsekvenser af handlinger begået i den estiske filial fra 2007 til 2016, kunne onsdag konstatere, at Bagmandspolitiet har sigtet banken for overtrædelse af hvidvaskloven. "En ventet konsekvens," lød det fra fungerende adm. direktør Jesper Nielsen, mens professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, fandt det usædvanligt, at sigtelsen kommer på så tidligt et tidspunkt i efterforskningen.
Til Finans.dk understreger statsadvokat Morten Niels Jakobsen da også, at efterforskningen stadig er på et tidligt stadie og at man fortsat efterforsker om der er grundlag for at rejse tiltale mod banken, og om enkeltpersoner med tilknytning til banken kan drages til strafferetligt ansvar.

Det var dog ikke kun fortiden, der satte dagsordenen i den forgangne uge, hvor også et par store handler fandt sted. Således kunne rådgivningskoncernen Cowi berette, at det i en handel til et trecifret millionbeløb overtager Arkitema Architects ved årsskiftet.
Et stort beløb har formentlig også været på bordet, da Britiske Ferguson, solgte 18 ejendomme i Danmark, der i dag huser en Silvan-forretning, til Pears Global Real Estate. For selvom købsprisen ikke er oplyst, så har de 18 ejendomme en bogført værdi af 387 mio. kr.