FinansWatch

Schweizisk velhaverbank mister hovedparten af ansatte i Danmark i ét hug

Den danske afdeling af schweiziske UBS Wealth Management har på én gang mistet en stribe salgsfolk. Hvem der har overtaget medarbejderne – som tidligere har trukket kunder med sig fra Nordeas private banking-afdeling – er uvist.

Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix

Schweiziske UBS Wealth Management har sagt farvel til seks medarbejdere i selskabets danske enhed, der holder til på Sankt Annæ Plads i København.

Det oplyser bankens presseafdeling i London, efter at FinansWatch har erfaret et helt hold af salgsfolk er forduftet i ét hug.

"Vi kan bekræfte, at nogle få af vores ansatte i det danske kontor har sagt op," skriver pressekonsulent Oliver Gadney, som dog ikke kan oplyse, hvor de seks personer nu skal arbejde.

UBS vil heller ikke oplyse, hvor mange ansatte det danske kontor har, eller hvor mange der sidder tilbage efter opsigelserne. UBS fortæller dog, at man vil "rekruttere et passende antal" nye medarbejdere, og samtidig skriver Oliver Gadney, at "UBS er engageret i sin nordiske forretning med en tilstedeværelse i både Sverige og Danmark."

Ifølge regnskabet for tyske UBS Europe SE, der har base i Frankfurt, og som den danske afdeling hører under, var der ved udgangen af 2018 i gennemsnit ni fuldtidsansatte i Danmark. Dermed er det altså umiddelbart hovedparten af medarbejderne, som på én gang har forladt velhaverbankens københavnerkontor.

Tidligere Nordea-chef

Det er dog ikke er usædvanligt i branchen, at hele hold rykker samtidig. Det sker således ofte, at en bank eller kapitalforvalter henter et helt team ad gangen, og faktisk har UBS ifølge FinansWatchs oplysninger tidligere hentet en stribe ansatte i Nordea til den danske satsning for år tilbage.

Det gælder blandt andet Henrik Wyrwik, der i 2014 forlod en post i Nordea som private banking-chef, og som siden har været ansvarlig for den danske UBS-afdeling.

Ifølge FinansWatchs oplysninger skiftede Wyrwik sammen med en række andre Nordea-folk til UBS, og i kølvandet på det fulgte mange velhavende og lukrative Nordea-kunder.

Hvorvidt Henrik Wyrwik er en af de personer, som nu forlader UBS, er uvist. Han har ikke selv ønsket at kommentere sagen over for FinansWatch.

Hvor skal de hen?

Ifølge flere af hinanden uafhængige kilder i kapitalforvaltermiljøet er det nærliggende, at de seks UBS-ansatte skal arbejde for private banking-banken KPL fra Luxembourg, som for nylig annoncerede planer om et nordisk sats.

Det skal ske via en ny filial i København, som forventes at blive åbnet i første halvdel af næste år, hvis ellers de relevante myndighedsgodkendelser kommer i hus.

Som led i den kommende nordiske ekspansion er Søren Kjær blevet udpeget som adm. direktør for KBL Nordics. Han havde indtil tidligere i år titel af managing director for netop UBS Wealth Management i Norden og var adm. direktør for UBS Denmark.

Samtidig er der endnu en forbindelse hos luxembourgske KBL til UBS, eftersom også adm. direktør for KBL Wealth Management, danske Jakob Stott, indtil december 2018 arbejdede otte år i toppen af UBS.

FinansWatch har forsøgt at komme i kontakt med Luxembourg-banken for at høre, om de nye KBL-chefer har været på rov efter tidligere kollegaer i UBS, men KBL ønsker ikke at stille op til interview.

Hemmelighedskræmmeri

Det skal nævnes, at selv om det ikke er unormalt, at flere ansatte skifter til en konkurrent på én gang, er det ofte også omgærdet af et vist hemmelighedskræmmeri.

Det skyldes både, at der kan være juridiske forhold, som gør, at personerne ikke kan udtale sig om skiftet, og desuden er det lovgivningsmæssigt ikke nødvendigvis uproblematisk bare at "stjæle" et helt hold fra en rival.

Det så man blandt andet i midten af nullerne, da den tidligere Alm. Brand-chef Brian Kudsk skiftede til FIH Erhvervsbank, hvor 17 andre børsfolk fulgte med. Sagen endte i Østre Landsret, men finanskoncernen endte dog med at tabe, da bevisbyrden omkring illoyal adfærd hos Kudsk op til hans exit ikke kunne løftes.

I forhold til UBS kan det i øvrigt nævnes, at schweizerne i 2018 købte Nordeas private banking-aktiviteter i Luxembourg. Netop dette lægger UBS også vægt på i en mail om tabet af de seks ansatte i København:

"Med overtagelsen af Nordeas Luxembourg-baserede internationale forretning i 2018 har UBS yderligere styrket sin nordiske forretning, hvilket understreger betydningen af dette marked i forhold til størrelse og vækst," skriver pressekonsulenten Oliver Gadney til FinansWatch.

Europæisk rigmandsbank åbner nordisk kontor i København

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere