FinansWatch

Kendt professor føler sig presset af Saxo Bank: "Jeg ønsker ikke at blive intimideret"

Professor ved Aarhus Universitet Carsten Tanggaard, der er kritisk over for flere af Saxo Banks produkter, føler sig intimideret af bankens kommunikationsafdeling. Ifølge professoren har afdelingen kontaktet ledelsen på instituttet bag hans ryg. Saxo Bank har en anden udlægning af sagen.

Professor Carsten Tanggaard Foto: /ritzau/Jens Henrik Daugaard/arkiv

Økonomiprofessor Carsten Tanggaard, der blandt andet er kendt som formand for det statslige Penge- og Pensionspanelet, føler sig intimideret af Saxo Bank.

Det siger Carsten Tanggaard, der er professor ved Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet, i et interview med FinansWatch.

Carsten Tanggaard har i flere sammenhænge udtalt sig kritisk om flere af Saxo Banks produkter. Ifølge professoren har det fået Saxo Banks kommunikationsafdeling til at kontakte instituttets ledelse med institutleder Niels Haldrup i spidsen uden Carsten Tanggaards vidende.

Det oplever professoren som et forsøg på at lægge pres på ham, og det mener han er at gå over stregen.

"Jeg vil gerne indgå i en debat og modtage kritik, men jeg ønsker ikke at blive intimideret på den måde. Jeg mener, at en debat skal ske på faktuelle oplysninger og ikke intimideringer," siger Carsten Tanggaard til FinansWatch.

Kritisk over for Saxo Bank

Ifølge professoren udspringer sagen blandt andet af en dialog, som han har haft med Saxo Bank om et kritisk undervisningsnotat, som Carsten Tanggaard har skrevet om nogle af bankens produkter. Han oplyser, at han delte notatet med Saxo Bank den 20. august i år.

"Men jeg ved ikke konkret, hvad der får banken til at gå skridtet videre, da jeg også i andre sammenhænge har udtalt mig kritisk om bankens produkter, heriblandt CFD-kontrakter (særlige differencekontrakter, red.). Sagen er dog den, at min chef efterfølgende, uden jeg var klar over det, har fået to henvendelser fra bankens kommunikationsafdeling," siger han.

Carsten Tanggaard fortæller også, at Saxo Bank over for ham i en e-mail har antydet, at han fremturer med "usande" og "tilsværtende" påstande over for banken. Et uddrag fra den mail har FinansWatch set. Tanggaard understreger samtidig, at han har oplevet fuld opbakning i sagen fra ledelsen på Institut for Økonomi på Aarhus Universitet.

For at få en kommentar til Carsten Tanggaards udlægning af sagen har FinansWatch henvendt sig til Saxo Bank, der oplyser følgende i et skriftligt citat:

"Saxo Bank oplyser, at professor Carsten Tangaard har delt et undervisningsnotat med banken med ønske om at modtage kommentarer. Banken vendte tilbage med faktuelle rettelser til dette notat, men da professor Carsten Tangaard ikke svarede på henvendelserne, tog man kontakt til institutlederen for at sikre kommentarerne var vel modtaget for at undgå misforståelser," oplyser banken, der afviser, at man har forsøgt at lægge pres på professoren.

Risikable produkter

Professorens kritik af Saxo Bank går som nævnt på nogle af de produkter, som banken tilbyder. Det gælder blandt andet de nævnte CFD-produkter, der står for "Contract for difference," på dansk er der tale om differencekontrakter.

Enkelt forklaret er der tale om et produkt, som giver investorer mulighed for at foretage en stor gearing af deres investeringer, altså spekulere for lånte penge. Ifølge de europæiske tilsynsmyndigheder har produktet medført store tab for en række privatinvestorer, men det er ikke et produkt, som er ulovligt.

Carsten Tanggaard skrev i september et kritisk indlæg om denne type af produkter hos nyhedsmediet Finans, hvor han blandt andet noterede følgende:

"Differencekontrakterne er kun et af mange eksempler på finansielle væddemål. Produkterne bliver stadig mere fantasirige, komplekse, uforståelige og risikable. Og de markedsføres direkte mod private uden den fornødne finansielle forståelse," lød det i indlægget hos Finans.

Saxo Bank står inde for produkt

Herhjemme har Finanstilsynet tidligere udtalt sig kritisk om CFD-produkter, og i august indførte det europæiske børstilsyn - ESMA - også restriktioner i markedsføringen af disse typer produkter.

Saxo Bank har da også tidligere erkendt over for FinansWatch, at der er tale om højrisikable produkter. Men banken har dog også noteret, at det er et produkt, man kan stå inde for.

"Det giver eksempelvis kunder muligheden for ikke bare at investere i, at markedet går op," sagde Søren Kyhl, nyudnævnt viceadm. direktør hos Saxo Bank, til FinansWatch i 2017.

Carsten Tanggaard udtalte også i maj i år, at et nederlag, som Saxo Bank led i Østre Landsret om investortab på spekulation i schweizerfrancen, åbnede for et "hvepsebo af sager" mod banken. Saxo Bank oplyser, at man har anket sagen til Højesteret.

Saxo Bank-nederlag åbner for "hvepsebo af sager"

Saxo Bank taber sag om schweizerfranc-ballade i Østre Landsret

Saxo Bank: Derfor sælger vi omstridt produkt til private investorer

Tilsyn advarer mod Saxo Bank-produkt

Forsiden lige nu

Regeringsparti mener ATP-topchef bør gå af

Liberal Alliance mener, at ATP's nuværende topchef, Christian Hyldahl, bør gå af, efter at det er kommet frem, at Hyldahl har været ansvarlig for en afdeling i Nordea, der har deltaget i spekulation i schweizisk udbytteskat. Det skriver Børsen.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere