FinansWatch

Prisportal skulle skærpe konkurrencen – men kun få boligejere bruger den

Regeringen lancerede sidste år prisportalen Tjek Boliglån for at skærpe konkurrencen på realkreditmarkedet. Men de danske boligejere har endnu ikke for alvor taget muligheden til sig, viser nye tal. Forbrugerrådet kræver andre tiltag på bordet, og Socialdemokratiet vil have minister til at redegøre for, hvad man har gjort for at fremme kendskabet til hjemmesiden.

Foto: arkiv/ritzaufoto/Mathias Løvgreen Bojesen

Selvom det nu er et år siden, at regeringen lancerede prisportalen Tjek Boliglån, har den endnu ikke for alvor fanget danskernes opmærksomhed. Det viser nye tal fra Finanstilsynet, der bestyrer prisportalen.

Prisportalen blev ellers af erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) præsenteret som et vigtigt bidrag til at skabe større gennemsigtighed og dermed også styrke konkurrencen. Men siden lanceringen 7. januar sidste år er antallet af besøg på prisportalen ikke steget.

"Det er jo godt nok stadigvæk en tynd omgang. Det er jo nærmest blevet værre," siger seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk, Morten Bruun-Pedersen, da FinansWatch præsenterer ham for tallene.

"Prisportalen blev jo lanceret som det tryllemiddel, der skulle sætte konkurrencen i gang ved at give forbrugerne mulighed for at hente information og sammenligne. Men man må jo sige, at dette her ikke har fået gang i konkurrencen. Det er et spørgsmål, om den overhovedet har haft nogen nævneværdig effekt," siger Morten Bruun Pedersen.

Få besøgende

I august 2017 havde der været 21.846 besøg på Tjek Boliglån. I hele 2017 nåede antallet af besøg op på 25.335. Det svarer til, at det gennemsnitlige antal besøg per måned er faldet fra 2731 til 2111.

For retfærdigheden skyld er faldet i antallet af besøg dog ikke så stort, hvis man trækker januar 2017 ud af tallene. I portalens første levemåned var der nemlig hele 15.264 besøg, hvilket er over halvdelen af det totale antal besøg i hele 2017. Uden tallene for januar 2017 er antallet af besøg per måned faldet fra gennemsnitligt 940 til 915 (se grafik med de månedlige besøgstal i bunden af denne artikel).

Tilsvarende afgav landets banker og realkreditinstitutter i hele 2017 235.049 lånetilbud, hvilket svarer til 19.574 lånetilbud om måneden. Dermed tyder det på, at der ikke har været mange boligejere, der har været inde og tjekke, om deres lånetilbud var det billigste.

"Jeg synes fortsat, at det er ærgerligt og uforståeligt, at der er så få låntagere, der gør brug af tjekboliglån.dk, mens de overvejer, hvilket lån der passer bedst til deres økonomi," siger Socialdemokratiets erhvervsordfører Thomas Jensen (S).

"Jeg vil stille spørgsmål om, hvilke tal ministeren har (så bliver de officielle) og bede om, hvilke tiltag ministeriet og andre myndigheder under Erhvervsministeriet har iværksat for at gøre boliglånere opmærksomme på tjekboliglån.dk," tilføjer Thomas Jensen.

Anbefalinger i konkurrencerapport

I august 2017 konkluderede Konkurrencerådet i en rapport, at konkurrencen på det danske realkreditmarked langt fra er god nok.

"Bidragssatserne er steget i et omfang, der ikke kan forklares af højere omkostninger, herunder kapitalkrav. Vi burde ikke kunne se en sådan udvikling, hvis konkurrencen på markedet var effektiv,” lød det blandt andet fra rådets formand Christian Schultz.

Artiklen fortsætter under billiedet...

tjek boliglån
Her ses forsiden på prisportalen tjekboliglån.dk

Screendump fra tjekboliglån.dk

Konkurrencerådet kom i sin rapport med en række anbefalinger til, hvordan konkurrencen kan styrkes på det danske realkreditmarked, og disse forslag ser Forbrugerrådet gerne, at politikerne lader sig inspirere af.

En af rapportens 16 konkrete anbefalinger går ud på, at man i ejendomsmæglernes online salgsopstillinger på en iøjefaldende måde gør forbrugeren opmærksom på, at der kan være forskelle på omkostningerne fra de forskellige udbydere af boliglån.

Her foreslår rapporten, at salgsopstillingen linker direkte til Tjek Boliglån, der automatisk omregner de forskellige banker og realkreditinstitutters priser og gebyrer med udgangspunkt i den konkrete bolig.

"Vi støtter stort set alle forslag bortset fra det om, at ejendomsmæglerne skulle til at formidle boliglån. Her ser vi nemlig nogle problemer – både i form af interessekonflikter, og fordi det vil indebære, at ejendomsmæglerne skal til at rådgive om boliglån," siger Morten Bruun Pedersen.

Venter på ministersvar

FinansWatch har forsøgt at få en kommentar fra erhvervsministeren, der ellers fra start havde store forventninger til Tjek Boliglån.

"Prisportalen vil være endnu et vigtigt bidrag til at skabe større gennemsigtighed og vil dermed også styrke konkurrencen. Målet er, at boligejerne skal have lettere ved at finde frem til det billigste lån," lød det fra ministeren ved lanceringen.

Og da FinansWatch i september sidste år første gang omtalte trafiktallene, hæftede Brian Mikkelsen sig ved, at det samlede antal besøg havde rundet knap 22.000, men han gav samtidig udtryk for, at han forventede, at trafikken og kendskabet til prisportalen ville tage til.

"Jeg håber, at endnu flere vil benytte sig af den information, som Tjek Boliglån tilbyder, i takt med at kendskabet til prisportalen stiger," lød det i efteråret fra Brian Mikkelsen.

FinansWatch har bedt Erhvervsministeren om en kommentar til de opdaterede besøgstal, men ministeriet er endnu ikke vendt tilbage.

 

Konkurrencerådet afviser politisk udspil om at give tilladelse til bidragsforhøjelser

Presset Nordea Kredit oplever "kæmpe stor konkurrence"

Kun få danskere tjekker priser på hypet boligportal

Erhvervsminister om kritik af prisportal: ”Der er tale om mikroskopiske fejl”

Politisk realkreditaftale batter mere end ny boligprisportal

Forsiden lige nu

Avis: Minister vil lukke ATP-sag om skattenedslag

Seks års kamp for en pensioneret arkitekt med ATP om at få udbetalt skattenedslag er formentlig slut, efter skatteminister Karsten Lauritzen har besluttet at finde en afslutning på sagen. Det skriver Finans.

Regeringen varsler ændringer på lånemarkedet

I ny såkaldt forbrugerpolitisk strategi ytrer regeringen, at man ønsker at ophæve risikomærkningen af boliglån, mens det skal være lettere at finde lånetilbud. Derudover lægges der op til en bedre beskyttelse af forbrugere, som optager kviklån.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere