FinansWatch

Danske Bank-kritiker springer højest i ny måling af pensionskassers image

Mens pensionskasse for lærere igen i år har branchens bedste image, er det et lidt mindre selskab, der tager det største hop i ny imagemåling af selskaberne. Direktør begrunder fremgang med offensiv mediestrategi og åbenhed om investeringer, heriblandt i Danske Bank.

Jens Munch Holst, adm. direktør i MP Pension Foto: PR

Markante sager om ansvarlige investeringer og en offensiv mediestrategi har sendt MP Pensions image i befolkningen i vejret.

Sådan lyder vurderingen i hvert fald hos adm. direktør Jens Munch Holst, da han hører, at pensionsselskabet, der dækker magistre og psykologer, er gået fra sidste år at ligge i den tunge ende af feltet til i år at ligge over gennemsnittet af de 15 største pensionsselskaber, der er målt i FinansWatchs og Wilkes undersøgelse af finansselskabernes image i befolkningen.

Vi havde en medlemsundersøgelse i starten af 2017, der viste, at cirka halvdelen af vores medlemmer ikke vidste, at det var os, de var medlemmer hos.

Jens Munch Holst, adm. direktør i MP Pension

"Jeg tror, at det er fordi, vi har haft en meget bevidst strategi om, at vi skal ud at være kendte hos vores medlemmer. Det har vi prøvet at satse lidt på – både ved at bruge de sociale medier, men også ved at gå ud og markere os dér, hvor vi ved, at vi har nogle sager, som vores medlemmer brænder for," siger Jens Munch Holst til FinansWatch og tilføjer:

"Tidligere har vi stået lidt og kigget ned på vores egne tæer og gjort nogle ting, men vi har ikke sagt noget om det eller forklaret, hvorfor vi har gjort det. Det, tror jeg, er en væsentlig årsag til, at vi er kommet ud over kanten."

Fortæller nu om de gode sager

MP Pension lå med en score på 63,9 ud af 100 sidste år næstsidst kun undergået af Skandia i imageundersøgelsen. Men i år har MP Pension taget et ordentligt hop til en score på 71,4, hvilket er lige over de undersøgte selskabers gennemsnit på 71,1. Undersøgelsen toppes igen i år af Lærernes Pension med en score på 79,0, mens Skandia endnu en gang udgør bunden med 59,9.

"Det er en rejse, vi har været på i to år, men sidste år så vi nok ikke rigtig nogen effekt af det. Vi har nok ikke haft lige det sidste med på vores udadvendthed," siger Jens Munch Holst.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Han peger på, at MP Pension har haft tre gode sager, som har fanget mediernes interesse. Selskabet har ekskluderet fossile selskaber, slået til lyd for, at bestyrelser skal være mere kønsdiversificerede, og sidst men ikke mindst har MP Pension været markant i sin kritik af Danske Bank, da selskabet sendte bankaktien i karantæne.

"Vi har haft nogle gode sager. Men jeg tror, at forskellen til det, vi har gjort før, er, at vi godt nok havde holdningerne, men nu tør vi faktisk godt at stå ved dem og sige det. Der synes jeg, at vi har været heldige, at folk har lyttet til os," siger Jens Munch Holst.

Han fortæller, at det ikke er et forsøg på at få et bedre image i den brede befolkning, der har fået MP Pension til at blive mere udadvendt mod blandt andet pressen.

"Det handler om at komme ud til vores medlemmer. Vi havde en medlemsundersøgelse i starten af 2017, der viste, at cirka halvdelen af vores medlemmer ikke vidste, at det var os, de var medlemmer hos. Så prøver vi ligesom at markedsføre det værditilbud, vi har," siger MP-direktøren.

Danske Bank har hjulpet

Han er godt klar over, at han med den offensive mediestrategi kan risikere at komme på glatis, hvis han en dag vælger en forkert sag eller rammer uden for skiven.

"Så må jeg ud at sige undskyld. Vi har 5000 investeringer i hele verdenen, så på et eller andet tidspunkt kommer den er investering, hvor virksomheden måske har gjort noget galt, som vi ikke har set. Det skal jeg selvfølgelig forberede mig selv på, for lige nu går det jo ret godt," siger Jens Munch Holst.

Vi lader være med at kommunikere alt muligt om, hvor fantastiske vi er som selskab – det gider vores medlemmer ikke at høre på.

Susanne Bych, presseansvarlig i Lærernes Pension

FinansWatchs og Wilkes imagemåling er foretaget i perioden 23. juli til 3. september, altså før Danske Bank fremlagde sin interne hvidvaskrapport. Alligevel tilkendegiver MP Pensions direktør, at hvidvasksagen, hvor han selv blandt andet var i TV2 News for at forklare pensionsselskabets holdning til sagen, har betydet noget for imaget i den brede befolkning.

"Jeg tror da bestemt, at det har haft en indflydelse, for det er noget alle taler om. Kun få taler om klima og fossile brændstoffer, hvor vi også har været markante med vores beslutninger og budskaber. Med hensyn til Danske Bank var vi ret tidligt ude, lige før sommerferien, og melde ud, at vi satte aktien i karantæne. Men det vigtigste for mig er, at, ja, det er rart at være kendt i omverdenen, men man skal som medlem i MP Pension kunne stå ved at være medlem. Man skal kunne forsvare det værditilbud, som vi kommer med," siger han.

Vinder af måling: Målrettet information løfter image

I toppen af imageundersøgelsen hos Lærernes Pension fortæller presseansvarlig Susanne Bych, at man ikke arbejder konkret med at forbedre eller bevare det gode image, men derimod forkusere på at levere service til pensionskunderne, der kan løfte offentlighedens opfattelse af pensionsselskabet.

"Så vi lader være med at kommunikere alt muligt om, hvor fantastiske vi er som selskab – det gider vores medlemmer ikke at høre på. Det svinger jo også år for år. I 2016 havde vi det højeste afkast, og i 2017 var det nogle andre. Hvis vi gerne vil skabe troværdighed og tillid hos vores medlemmer, skal vi ikke bombardere dem med, hvor fantastiske vi er, så skal vi give dem noget relevant om præcist deres pensionsordning, som de kan bruge nu og her. Så det arbejder vi meget fokuseret med," siger hun til FinansWatch.

Betyder det noget for jer at I har et godt image – både blandt medlemmerne, men også i befolkningen generelt?

"Ja, det betyder rigtig meget. For det siger noget om, at der er tillid til os, og at vi lykkes med de ting, som vi arbejder med. Et godt image kommer ikke uden en høj troværdighed og en grundlæggende tillid, og her ligger vi højt både i eksterne målinger og i vores egne analyser."

Bliver imaget styrket hos jer i og med, at I har en forholdsvis homogen medlemsgruppe?

"Det betyder helt klart også noget. Vi har en meget homogen medlemsgruppe, som består af lærere og undervisere, og det gør kommunikationsopgaven lettere, men det er også en medlemsgruppe, som har høje forventning og stiller krav til os, så det gode image opstår ikke af sig selv," siger Susanne Bych.

Susanne Bych

Susanne Bych, presseansvarlig i Lærernes Pension. PR-foto

Målingen er baseret på godt 5.000 repræsentativt udvalgte danskere. Undersøgelsen er gennemført i perioden 23. juli til 3. september.

Undersøgelsen er en del af rapporten Finansimage 2018, der udgives af FinansWatch i samarbejde med Wilke. Rapporten er gratis for abonnenter på FW Insight, men kan også købes separat.

Læs gratis preview af rapporten her: http://insight.finanswatch.dk/rapporter/2018/finansimage/

Læs mere om FW Insight her: http://insight.finanswatch.dk/

Pensionsgiganter raser over manglende punktum i hvidvasksag

Efter 90 siders rapport og pressemøde: Investorer efterlyser stadig placering af ansvar i hvidvasksag

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere