FinansWatch

De største bankers hjemmesider scorer de laveste karakterer blandt bankkunder

I en ny undersøgelse af en række større bankers hjemmesider kommer Arbejdernes Landsbank ud med topkarakterer, mens både Nykredit Bank og Danske Bank skuffer.

De allerstørste banker skuffer overordnet set i en test af en række danske bankers hjemmesider foretaget af analysefirmaet Usergap for FinansWatch.

Knap 300 brugere har deltaget i testen, hvor de er blevet bedt om at udføre en række forskellige opgaver på hjemmesider tilhørende blandt andre Danske Bank, Arbejdernes Landsbank og Nordea. Det gælder blandt andet, hvor nemt det er få overblik over processen, hvis man ønsker at skifte bank – se grafik nedenfor.

Her er det især Danske Bank og Nykredit, som scorer lavt, viser testens resultater. Omvendt er der gode nyheder for Arbejdernes Landsbank, som hele testen igennem scorer højt.

Hvor nemt var det at finde et overblik over processen, hvis en bruger ønskede at skifte bank:

Usergap Bankskift

Høje forventninger til alle

Forud for testen var forventningerne ellers høje til alle bankernes hjemmesider, som det fremgår af nedenstående grafik – også til trods for at flere af de undersøgte banker har døjet med forskellige negative sager i offentligheden.

"Det er ret overraskende, at forventningerne hos brugerne egentlig er meget lige, selvom testen er gennemført på et tidspunkt, hvor Danske Bank fik en del tæsk i medierne," siger Thomas Kragh, adm. direktør for Usergap, til FinansWatch.

Panelets forventninger til de forskellige bankers hjemmesider:

Usergap forventninger

Han mener, at det især er de tre store, Danske Bank, Nykredit og Nordea, som taber testen.

Man kan vel ikke adskille brugernes syn på bankerne fra resultaterne i hjemmesideundersøgelsen?

"Det hænger selvfølgelig sammen. Men når man som potentiel kunde så er inde på den pågældende banks hjemmeside, kan brugeroplevelsen trække fra eller lægge til i ens indtryk af banken," siger Kim Dolleris fra konsulenthuset Novicell, som har været med til at designe testen.

Ved kåringen af Årets Digitale Finansvirksomhed – et samarbejde mellem FinansWatch og Wilke – var det et gennemgående tema, at danske bankers digitale formåen generelt ligger højt i internationale sammenligninger.

Men netop brugernes forventningerne bliver ved med at overgå de digitale løsninger, da brugerne er vant til personaliserede oplevelser hos de store tech-selskaber som Google og Facebook.

Arbejdernes Landsbank i top

En af de banker, som har haft medvind de senere år, er Arbejdernes Landsbank, som både er kåret til danskernes foretrukne bank og er vokset markant målt på antallet af kunder.

Tidligere på måneden kunne bestyrelsesformand Per Christensen fortælle, at arbejderbanken har lukreret på de dårlige sager, som har ramt resten af sektoren, da Arbejdernes Landsbank har fået masser af nye kunder, som flygter fra hvidvasksagen.

Og i testen fra Usergap er det generelt Arbejdernes Landsbank, som slipper bedst fra testen.

"Når man ser på Arbejdernes Landsbank, som klarer sig godt i andre sammenhænge og vokser på kundeantal, så hænger det meget godt sammen med, at deres hjemmeside også scorer højt på de punkter, som er relevante for kundetilgang," siger Kim Dolleris.

Han er samtidig overrasket over, at eksempelvis Danske Bank klarer sig dårligt i hjemmesidetesten, da banken sammen med Nordea generelt har ry for at være "digitale frontløbere."

Vi udvikler vores løsninger sammen med input fra kunderne, og vi kommer også til at dykke ned i, hvorfor vi ikke scorer bedre på de parametre, som indgår i undersøgelsen

Anders Møller Risgaard Sørensen, chef for digitalt salg i Danske Bank

Image kan spille ind

Hos Danske Bank ærgrer man sig over sin placering i hjemmesidetesten.

"Vi ønsker at give kunderne de bedste brugeroplevelser i alle vores kanaler. Vi vil jo helst ligge i top over hele linjen, men vi ved også, at der kan være områder, hvor vi ikke er, hvor vi ønsker at være, og hvor der er plads til forbedringer. Vi udvikler vores løsninger sammen med input fra kunderne, og vi kommer også til at dykke ned i, hvorfor vi ikke scorer bedre på de parametre, som indgår i undersøgelsen," siger Anders Møller Risgaard Sørensen, som er chef for digitalt salg i Danske Bank.

På spørgsmålet om, hvorvidt bankens udfordrede image har spillet ind i testens resultater, er han ikke afvisende over for, at det har været tilfældet.

"Det er meget vanskeligt at vide, hvordan og hvor meget bankens nuværende image-udfordringer spiller ind. Men det kan formentlig have en vis betydning," siger han.

Usergap har også spurgt til, om brugeren overvejer at skifte til den på gældende bank, som er blevet vurderet, og her får Danske Bank samlet set den dårligste vurdering.

Du kan læse mere om undersøgelsen her.

Kunne brugeren overveje at skifte til den pågældende bank:

Usergap Overveje skifte

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere