FinansWatch

Derfor er yogaen blevet en gave for Finansforbundets formand

ET HOLDBART ARBEJDSLIV: Kent Petersen havde aldrig forestillet sig, at han skulle blive en yogi - altså yogadyrker. Men i dag kan Finansforbundets formand ikke undvære det. Det fortæller han i FinansWatch, der i den kommende tid sætter fokus på sundhed og et holdbart arbejdsliv.

Kent Petersen har været form Foto: PR

For et år siden fik Kent Petersen et klippekort med 10 klip til hot yoga af sin kone i julegave. Det var en gave, der ikke rigtig kunne byttes, men Finansforbundets formand regnede med, at det blot var noget, der skulle overstås.

"Jeg tænkte whaaat…det er ikke lige noget for mig. Men godt, nu gør jeg det," husker Kent Petersen.

Her et år senere dyrker han yoga i 37 graders varme tre gange om ugen. Og han kan med egne ord blive "helt skør i kasketten", hvis han ikke kommer afsted i hvert fald to gange om ugen.

Det er så fantastisk. Man er bare fuldstændigt mentalt renset ud bagefter. Jeg elsker det simpelthen

Kent Petersen

"Jeg er blevet fuldstændig betaget af det, fordi det både har denne her mentalhygiejne – det nærmest meditative i sig. Og så har det en for mig overraskende stor fysisk udfordring. Et er måden, man skal strække sig på og bruge sin krops spændstighed," fortæller han og tilføjer:

"Men det kræver også en utrolig stor fysisk styrke. Altså ikke store svulmende muskler, men en fysisk muskelstyrke og ikke mindst kontrol, for at du kan komme rigtigt ind i det flow, der ligger i hele bevægelsen."

FinansWatch sætter i den kommende tid fokus på, hvordan man skaber et sundere og mere holdbart arbejdsliv i finanssektoren i en tid med store forandringer.

Meditativt kombineret med styrke og fleksibilitet

Julegaven fra Kent Petersens kone kom blot få måneder efter, at forbundsformanden var faldet om med et stressanfald til en konference. Som han tidligere har fortalt til FinansWatch, nåede han lige at forlade scenen og løbe ud og smide sig i en sofa, da han mærkede, at det begyndte at sortne for øjnene.

Tiden inden havde budt på lange arbejdsuger med overenskomstforhandlinger og drøftelser om fusionen mellem LO og FTF.

Desuden havde Kent Petersen i det seneste halvandet år haft problemer med en diskusprolaps i nakken, som gjorde, at han måtte droppe løb og fitness på grund af smerterne.

Og her skulle yogaen vise sig at blive en gave.

"På mange måder kombinerede det lige pludselig nogle ting, som jeg fandt var utrolig vigtige for mig. Et sted, hvor jeg kunne være enormt til stede i min krop, uden at tankerne nødvendigvis fulgte med, altså det meditative. Men samtidig bliver jeg også fysisk udfordret, både på fleksibilitet og styrke," siger Kent Petersen.

"Og netop fordi det er hot yoga, så er der også denne her nærmest fysiske renselsesproces. Og alt det passer utrolig godt med min livsindstilling, og derfor går jeg til det tre gange om ugen, hvis jeg kan komme til det."

Spændinger og stivhed

Tirsdag går Kent Petersen til yin yoga, som han betegner som den mest meditative af de yoga-typer, han har prøvet. Her har man lukkede øjne og ligger i udstrækkende stillinger i flere minutter ad gangen.

Det er med til at holde bindevævet smidigt og kan hjælpe til at gøre kroppen mere fleksibel og dermed undgå den stivhed, som ellers indfinder sig med alderen og ved skader, spændinger eller stress.

Fredag er det vinyasa, som ifølge Kent Petersen er meget fysisk krævende. Her er åndedrættet koblet på øvelserne. Det er 90 minutters intens praksis, som får sveden til at dryppe og hjælper til at gøre kroppen stærkere.

Søndag står den på mere klassisk yoga, som også er fysisk krævende, men som i langt højere grad handler om koncentration, fordi det indebærer mange balancepositioner. Og her har Kent Petersen bemærket, at det nogle dage er sværere at holde balancen end andre dage.

"Når man kommer i mental ubalance, så sætter det sig også lidt på balancenerven. Så en del af det hænger sammen – uden at det skal blive helt religiøst, for sådan har jeg det heller ikke med det. Men alligevel," siger han.

Nogle gange har han om tirsdagen inden yin-klassen været til astanga, der er endnu hårdere end vinyasa. Her er tempoet højere, og der er ifølge Kent Petersen "ulideligt mange planker og sideplanker."

"Jeg har prøvet et par gange at starte med 90 minutter astanga og så 90 minutter yin. Det har jeg endnu ikke fysik til, men det fede er jo, at pulsen kommer helt op med 90 minutter astanga. Det er virkelig hårdt, fordi du laver så mange gentagelser," siger Kent Petersen og forsætter:

"Og så kommer du ind til de 90 minutters yin, hvor du bare i den grad bliver strukket ud og er lang tid i strækkene. Det er så fantastisk. Man er bare fuldstændigt mentalt renset ud bagefter. Jeg elsker det simpelthen."

Ingen problemer med lænden længere

Alligevel kan det indimellem godt være svært at komme afsted. Men bagefter fortryder han aldrig.

"Jeg kan mærke nogle gange, når jeg kommer fra arbejde og tænker, "for dælen, det har været en hård dag." Så har jeg hundrede overspringstanker, inden jeg kommer afsted. Men så kommer jeg alligevel afsted, og så ligger jeg der og kommer fuldstændig ind i den der meditative tilstand, hvor man bliver ét med sin krop og sit åndedræt. Jeg synes, det er så fantastisk at opleve," siger Kent Petersen.

Hans første år med yoga har også hjulpet på fysikken.

"Jeg har kunnet mærke en forbedring i min lænd, hvor jeg også har en diskusprolaps siddende. Jeg vil ikke sige, at det er gået helt væk, men jeg har ingen problemer med min lænd. I gamle dage kunne jeg nogle gange have dage, hvor jeg næsten ikke kunne gå eller sidde på en almindelig stol. Det er fuldstændig væk," siger Kent Petersen og tilføjer:

"Jeg kan godt mærke, at jeg ikke skal ud og løfte 100 kg tunge ting, men kan jeg virkelig mærke en kæmpe forskel i min lænd. Jeg kan mærke, hvordan kroppen simpelthen ved at komme i balance."

Et holdbart arbejdsliv: Fysisk og mental sundhed bliver afgørende for finansansatte

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere