FinansWatch

Danske Bank sætter endelig dato på it-klenodies begravelse

Ikonisk mobilapp fra Danske Bank har været kært eje for mange forbrugere og bragt banken i front på den digitale bane. Men den lever nu på sine sidste dage, fortæller Danske Bank, der for første gang sætter endelig dato på begravelsen.

Line Munkholm Haukrogh til højre til FinansWatch prisuddeling for Årets Digitale Finansvirksomhed, hvor Danske Bank ryddede bordet blandt landets største banker. Foto: Jan Bjarke Mindegaard

I de seneste ni år har de fleste danskere nok skiftet mobiltelefon en gang eller to.

Men for kunder i Danske Bank har én ting været fast siden 2010 – "hjulet" i mobilappen. Det vil dog snart være slut for kunderne, fortæller Danske Banks chef for digitale kanaler og brugerflader, Line Munkholm Haukrogh.

"Vi har en lovgivningsmæssig skæringsdato fra 14. september i år, hvor PSD2-direktivet skal være indført, og appen ikke længere kan køre. Men vi gør nu klar til at skifte, hvad der for nogen er et kært eje," siger hun.

Mobilbanken er slet og ret blevet for gammel. Den kan ikke følge med de nye lovkrav i forbindelse med PSD2-direktivet, teknisk er den ude af trit med tiden, og så er der flere forskellige tiltag rettet mod brugerne, man ikke har kunnet indføre.

Line Munkholm Haukrogh fortæller, at den it-mæssige kerne i den gamle netbank var for gammel, og man derfor ikke bare kunne sende en opdatering ud til brugerne. I løbet af april vil man sende notifikationer ud til kunderne, hvor de opfordres til at prøve den nye applikation.

Efter sommerferien vil brugerne gradvist blive flyttet fra platformen, der altså vil lukke endeligt per 14. september 2019.

Kræver respekt for brugerne

For Danske Bank har det været en længere proces at udskifte mobilbanken. Man har siden 2016 vidst, at der skulle ske noget nyt. Derfor har man også i flere år arbejdet på den nye app.

"Det er ikke kunderne, der har efterspurgt en ny mobilbank, så vi skal udvise respekt for brugerne. Vi startede for ret god tid siden, og vi kan se, at vi har ramt rigtigt nu. Vi har udviklet appen baseret på den brugerfeedback, vi har indsamlet. Vi kan for eksempel se, at over 50 pct. af brugerne downloadet appen, uden vi har skubbet den ud til brugerne," siger Line Munkholm Haukrogh.

Dermed ikke sagt, at den nye mobilapp altid vil se ud, som den gør i dag. Danske Bank er åbne overfor løbende ændringer.

"Vi er helt ydmyge overfor, at der kommer en indlæringsperiode for brugerne, og vi løbende skal justere, for produktet bliver ved med at udvikle sig, som vi får feedback."

Alt var dog heller ikke rosenrødt med den hidtidige løsning.

"Vi overvejede at rykke "hjulet" med over, men ligeså elsket layoutet var, ligeså mange udfordringer var der. Vi havde tre hjul, man kunne navigere rundt i, men de færreste vidste, at der var mere end det midterste. Så der var features, brugerne ikke fik brugt," siger Line Munkholm Haukrogh.

Artiklen fortsætter under billedet

FW Danske Bank Mobilapp.jpg
Her ses forskellige skærme i Danske Banks nye mobilbank.

Hård medfart

Danske Banks gamle mobilapp med hjulet har ellers hjulpet banken til at være en frontløber på den digitale scene, hvor også FinansWatch tidligere på måneden kårede banken til Danmarks Digitale Finansvirksomhed.

På Play Store, hvor man med Android-smartphones kan downloade apps til telefonen, er der også en blandet modtagelse af den nye app. Appen får 2,8 stjerner ud af 5 mulige, i Iphones App Store får banken 2,4 stjerner ud af 5, mens den gamle version får 3,9 stjerner ud af 5 mulige.

Blandt andet skriver brugerne, at appen er langsommere end den gamle. Her anerkender Line Munkholm Haukrogh, at man i starten havde udfordringer med hastigheden, fordi der var mange forskellige ting på forsiden.

"Det har vi målrettet arbejdet med, og vi ser nu at vores tekniske performance er på linje med best performers," lyder det.

Derudover har flere folk ment, at det var svært at navigere i den nye app.

"Vi er i løbende dialog med vores kunder og får mere end 3.000 direkte feedbacks i appen hver måned, og har over de sidste måneder justeret navigationen netop på baggrund af dette. Men det er forventeligt, at ændringer i begyndelsen kan opleves mere besværligt, end navigation i den gamle app, som man har været vant til at benytte," fortæller Line Munkholm Haukrog.

Moderne muligheder

Der er en række nye features på den nye app, som alle indikerer en mere moderne løsning end det gamle hjul. Eksempelvis vil det være muligt at få et overblik over alle bankkontipå tværs af pengeinstitutter, ligesom forældre vil kunne se børns økonomi, hvis de bruger bankens lommepengeløsning.

"Der er et stigende tema om at få et samlet finansielt overblik, og det kan vi nu give brugeren," siger Line Munkholm Haukrogh.

Derudover vil der være mulighed for at lave direkte samarbejder med tredjeparter i appen, hvad man ikke teknisk kunne med den gamle løsning. Der vil også være mulighed for at kontakte bankrådgiveren direkte i appen. Og så skal den nye mobilapp give et bedre billede af, at de forskellige platforme spiller sammen.

"Når man sidder på netbanken på computeren, så kan den nye mobilbank i fremtiden understøtte, at kunderne kan fortsætte, hvor de slap. Det er første skridt i den digitale rejse til at forsimple vores løsninger og gøre det mere intuitivt på tværs af kanalerne," siger Line Munkholm Haukrogh.

Danske Banks kunder ser igennem tillidskrisen og anerkender digitale løsninger

Derfor skifter Danske Bank "hjulet" ud i ny mobilbank

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere