FinansWatch

Ejer af Arbejdernes Landsbank skyder bankfusion til hjørne

En af ejerne af Arbejdernes Landsbank har en klar holdning til, om Arbejdernes Landsbank bør købe Vestjysk Bank, hvor banken nu ejer over en fjerdedel af aktierne. Andre i bestyrelsen er tavse.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lizette Risgaard Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Indtil videre har Arbejdernes Landsbanks topchef, Gert Jonassen, igen og igen udtrykt, at ejerandelen i Vestjysk Bank, der nu overstiger 25 pct., skal ses som en god finansiel investering.

Men han har været mere vag på spørgsmålet om, hvorvidt man med tiden kunne finde på at købe Vestjysk Bank.

Står det til bestyrelsesmedlem i Arbejdernes Landsbank og formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, bør man dog ikke købe konkurrenten.

FinansWatch forholder hende, at Vestjysk Bank-aktien er steget kraftigt blandt andet som følge af, at der er opstået spekulationer om, at Arbejdernes Landsbank vil købe Vestjysk Bank. Hvordan vil hun se på et egentligt opkøb?

"Det tænker jeg ikke, er det, som er vores strategi. Det håber jeg også, du har hørt fra andre," siger Lizette Risgaard fra Fagbevægelsens Hovedorganisation, der ejer under 5 pct. af Arbejdernes Landsbank.

Fagbevægelsens Hovedorganisation blev sidste år til gennem en fusion af LO og FTF.

Tavs bestyrelse

De øvrige medlemmer af bestyrelsen i Arbejdernes Landsbank er dog fåmælte.

FinansWatch har været i kontakt med formand for Arbejdernes Landsbank, Per Christensen, der er sygemeldt og ikke giver interview om sagen, men han bakker op om de udmeldinger, som Gert Jonassen er kommet med. Per Christensen er til daglig formand for 3F, der er hovedejer af Arbejdernes Landsbank.

FinansWatch har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra næstformand i Arbejdernes Landsbank, Claus Jensen, der er formand for Dansk Metal, som ejer omkring 13 pct. af Arbejdernes Landsbank.

Han har dog ikke nogen kommentarer til sagen. Det har bestyrelsesmedlem i Arbejdernes Landsbank og formand for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast, heller ikke.

Men det har Lizette Risgaard, der uddyber, hvorfor hun ikke synes, at et opkøb af Vestjysk Bank er vejen frem.

"Det, som vi gør, er, at vi finder ud, hvad der er det rigtige for os. Her kan vi (Arbejdernes Landsbank, red.) hjælpe (andre banker i sektoren, der har det svært, red.) samtidig med, at vi sikrer, at kunderne i Arbejdernes Landsbank kan se, at vi ikke gør det med hovedet under armen, men vi gør det, fordi det er rigtigt og også rigtigt for Arbejdernes Landsbank," siger hun.

Så strategien er ikke opkøb, men mere være en hjælpende hånd?

"Lige præcis. Der er rigtig mange (banker, red.), som ville komme meget til skade, hvis der ikke var nogen som os, der ikke gik ind og afhjalp. Det er derfor, jeg mener, at vi både som direktion og bestyrelse går ind og finder ud af, hvordan vi kan hjælpe, samtidig med at vi så naturligvis ikke med hovedet under armen går ind i noget, der er for risikobetonet," siger hun.

Ikke filantropi

Hun understreger, at Arbejdernes Landsbanks investering i Vestjysk Bank ikke er filantropi, men skal være en god investering for banken.

Vestjysk Bank var hårdt ramt efter finanskrisen, men er siden kommet på fode igen. Arbejdernes Landsbank overtog i 2017 sammen med et konsortium statens daværende ejerandel af Vestjysk Bank, som dengang lå på cirka 80 pct.

Ved udgangen af 2017 ejede Arbejdernes Landsbank 11,16 pct. af Vestjysk Bank. Men nu er ejerandelen oppe på over 25 pct. som følge af, at banken løbende har købt op i aktien.

Siden årsskiftet er Vestjysk Banks aktiekurs steget med omkring 150 pct. Gert Jonassen har tidligere udtalt til FinansWatch, at Arbejdernes Landsbank allerede har tjent et trecifret millionbeløb på investeringen i Vestjysk Bank. Arbejdernes Landsbank har omkring 13-14 pct. af sin egenkapital bundet i Vestjysk Bank.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråds Lars Andersen, der sidder i bestyrelsen i Arbejdernes Landsbank, har ingen kommentarer til spørgsmålet om Vestjysk Bank.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ejer ikke noget af Arbejdernes Landsbank.

Analytiker: Massivt kurshop hos Vestjysk Bank nærmer sig "spekulationens overdrev"

Regionalbanks aktie brager på ny i vejret

Hollandsk storbank: Svinepest i Kina varer ved i mange år – giver optur til Vestjysk Bank

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere