Ledelsesmedlem i ECB ser fortsat behov for renteløft
Den Europæiske Centralbank, ECB, er ikke færdig med at sætte renten op, da prispresset forsat er ”ekstremt højt”.
Det siger Joachim Nagel , der er chef for den tyske centralbank, Bundesbank, og medlem af Styrelsesrådet hos ECB.
Han havde gerne set, at centralbanken havde sat renten op med 50 basispoint i sidste uge i stedet for de 25 basispoint, som udkommet var, siger han til avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung ifølge Bloomberg News.
”Det vigtige er, at vi ikke holder pause. Folk føler nu, at pengepolitikken dæmper økonomien. Men det skal den, hvis vi skal bryde inflationen,” siger Joachim Nagel, der dog påpeger, at størrelsen på rentestigningerne ikke længere er så vigtige, som de var sidste år.
Flere ECB-medlemmer er enige om, at yderligere stramninger er sandsynlige, da ECB forsøger at bringe inflationen tilbage til målet på 2 pct.
ECB satte indlånsrenten op til 3,25 pct. den 4. maj. Og her sagde chefen for centralbanken, Christine Lagarde, da også, at ECB fortsat er langt fra en pause i stramningen af sin pengepolitik.
ECB har nu sat renten op syv gange siden juli sidste år, hvor den nuværende stramningscyklus blev sat i gang.
Og centralbanken har ikke planer om at fjerne foden fra rentespeederen lige foreløbig.
Relaterede artikler:
ECB planlægger ikke pause for renteforhøjelser
For abonnenter