Antallet af tvangsauktioner når højeste niveau i to år
Antallet af tvangsauktioner på boligmarkedet i Danmark stiger i februar og når det højeste niveau i mere end to år.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I februar var der 153 tvangsauktioner, hvilket er 42 mere end måneden før.
Selv om niveauet stadig er lavt set i en historisk kontekst, kan stigningen være et forvarsel om nye tider for antallet af tvangsauktioner. Det mener Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.
”Vi står midt i en tid, hvor det på relativt kort tid er blevet mærkbart dyrere at være boligejer, og hvor boligmarkedet også står i en mere presset udgave end længe,” skriver han i en kommentar til tallene.
I 2022 var der i alt 1382 tvangsauktioner, hvilket var det laveste niveau i 16 år. Men høj inflation, stigende renter og faldende boligpriser betyder, at der igen kan komme en periode med flere tvangsauktioner, mener Brian Friis Helmer.
Tvangsauktioner sker typisk i forbindelse med negative sociale begivenheder som for eksempel skilsmisse, dødsfald eller arbejdsløshed.
Det er oftest enfamiliehuse, der ryger på tvangsauktion ifølge Danmarks Statistik. Siden statistikkens start i 1979 har den type udgjort mere end halvdelen af ejendommene.
Også Bo Sandberg, skatte- og boligøkonom hos Dansk Industri, forventer, at antallet af tvangsauktioner vil krybe opad i løbet af i år og næste år. Dog forventer han ikke en dramatisk stigning.
”Selv om boligmarkedet siden corona-toppen har bevæget sig nedad i pris og handelsaktivitet, og selv om husholdningernes købekraft også er sat et par år tilbage, så er der en betydelig modstandskraft hos de eksisterende boligejere.”
”De fleste har fortsat pæne friværdier og er økonomisk godt polstrede,” skriver han i en kommentar.
Relaterede artikler:
Boligudbuddet falder for tredje måned i træk
For abonnenter