Datacentral henter chef i Lunar som led i ny organisationsændring
Datacentralen Bankdata med hovedsæde i Fredericia har fundet en ny chef til at sætte fart på virksomhedens fokus på digitalisering af investeringsområdet.
Det skriver datacentralen i en pressemeddelelse.
Den nye chef, Kenneth Fiil, får titel af vice president, og er hentet i Lunar. I Bankdata bliver han chef for wealth & investments-området, hvor han ifølge meddelelsen skal være med til at give datacentralens private banking-kunder en bedre digital oplevelse.
Kenneth Fiil er uddannet ingeniør og har bl.a. tilbragt knap to år i Danske Bank, inden han i 2020 blev ansat i Lunar, hvor han har været såkaldt director of technology og haft lederansvar for ca. 60 medarbejdere.
Ansættelsen er led i Bankdata organisationsændring, som FinansWatch beskrev i slutningen af januar. Organisationsændringen kostede 28 medarbejdere jobbet og handlede om at få ”mere it for pengene”, som adm. direktør Esben Kolind Laustrup formulerede det.
Derudover bebudede direktøren, at man ville rekruttere flere medarbejdere med en højere it-faglighed til virksomhedens ledelse.
”Her er Kenneth det helt rigtige navn at få ind. Han har et stærkt teknologisk ståsted, han har en masse store resultater på cv’et, og så brænder han for at lede dygtige medarbejdere,” siger Esben Kolind Laustrup ifølge pressemeddelelsen.