Kraftigt nedjusterede kursmål hos danske eliteaktier
18 af de 25 selskaber har fået nedjusteret afkastforventningerne på baggrund af de for nyligt udgivede regnskaber.
Det skriver Børsen.
” Hele aktiemarkedet har haft brug for en ændret prissætning, når renterne stiger, som de gør, for så har du pludselig en helt anden tilbagediskontering af afkastpotentialet og et konkurrerende produkt, der hedder obligationer, der nu med klart højere renter er blevet betydeligt mere attraktivt.”
Og så er aktiekurserne og analytikernes vurdering af potentialet i aktierne nødt til at give sig, siger Lone Kjærgaard, administrerende direktør hos formueforvalteren Investering & Tryghed, til avisen.
GN, Demant og Royal Unibrew har fået de største nedjusteringer på kursmålet, der indikerer, hvad analytikerne forventer, aktien kan præstere i afkast over de næste 12 måneder, med 28,1, 21,5 og 19,6 pct.
”Kursmål har det med at være kortsigtede, og de afspejler i højere grad markedsstemningen, end den langsigtede værdi af selskaberne,” siger Johnny Madsen, investeringsdirektør hos Formue og Investeringspleje, til avisen.
Lone Kjærgaard mener, at analytikernes afkastestimater er behæftet med store usikkerheder, grundet de urolige markedsforhold med centralbankernes kamp mod inflation, energikrisen og økonomisk recession.
Afkastet afhænger af virksomhedernes indtjening, og det er meget svært, at spå om hvor voldsomt virksomhedernes indtjening påvirkes det kommende stykke tid, uddyber hun.