Fed-chefs udmelding om langvarig restriktiv pengepolitik fik markedet til at dykke
Aktierne i USA blev fredag sendt ud i en større nedtur, efter at chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, havde været en tur på talerstolen i forbindelse med centralbanksymposiet i Jackson Hole i Wyoming.
Her understregede chefen for Federal Reserve, at centralbanken er nødt til at kæmpe et godt stykke tid endnu, før den skyhøje inflation er blevet nedbragt til et acceptabelt niveau.
Det vil ramme både væksten og arbejdsmarkedet og betyde ”nogen smerte” for husholdningerne og virksomhederne i USA, lød det fra centralbankchefen i forbindelse med talen, hvor han også påpegede, at størrelsen på de kommende renteløft vil afhænge af de økonomiske data.
Der var dog også en vis antydning af, at der kan komme endnu en stor renteforhøjelse på tale ved mødet i midten af september.
”Det vil kræve, at vi bruger vores redskaber med stor kraft for at bringe bedre balance mellem efterspørgsel og udbud,” sagde Jerome Powell.
Han pegede samtidig på, at det vil sandsynligvis vil kræve en vedvarende periode med lav økonomisk vækst at få inflationen ned.
Desuden skal situationen på arbejdsmarkedet bløde op, og den økonomiske hestekur bliver næppe munter, lød altså budskabet fra centralbankchefen.
S&P 500-indekset faldt med 3,4 pct., det teknologitunge Nasdaq-indeks bakkede med 3,9 pct., og Dow Jones-indekset faldt med 3,0 pct.
”Det var høgeagtigt som ventet. Powells budskab er klart. Federal Reserve er langt fra færdige med kampen mod inflationen,” siger Antoine Bouvet, der er seniorrentestrateg hos ING, til nyhedsbureauet Reuters om udmeldingerne.