FinansWatch

Analytiker: Tryg-regnskab overvejende positivt - et enkelt hår i suppen

Trygs bundlinje overraskede analytikerne positivt i fjerde kvartal, mens det forsikringstekniske resultat var en smulle skuffende. Men faktisk forsikringsdriften bedre end ventet, vurderer analytiker.

Sydbank-analytiker Mikkel Emil Jensen ser positivt på dagens regnskab fra Tryg. | Foto: PR

En stærk investeringsportefølje var i fjerde kvartal med til at sikre Tryg et betydeligt bedre resultat på bundlinjen, der overgik analytikernes forventninger såvel som sidste års resultat.

Omvendt var der en lille skuffelse fra det forsikringstekniske resultat, der landede under analytikernes forventninger. Graver man dybere i regnskabet, var der dog tale om en bedre end ventet forsikringsdrift, forklarer senioranalytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen til MarketWire.

"Håret i suppen er det lidt dårligere forsikringstekniske resultat fra større storskader og lavere afløbsgevinster end ventet. Det gør, at Tryg skuffer lidt på det forsikringstekniske resultat. Kigger man på det underliggende resultat, er forsikringsdriften faktisk bedre end ventet," forklarer han.

Her består en del af det forsikringstekniske resultat fra de nye koncernmedlemmer Trygg-Hansa og Codan Norge, der samlet har bidraget med 568 mio. kr. mod Sydbanks estimater om et bidrag på 500 mio. kr. I overgangsperioden bogføres det resultat på investeringsafkastet.

Netop investeringsafkastet er samtidig løftet af forsikringskoncernens egen investeringsportefølje, hvor et stærkt afkast for både aktie- og ejendomsinvesteringer har resulteret i et investeringsafkast på 941 mio. kr.

Også opkøbet af Alka leverede bedre end ventet med synergier for over 300 mio. kr., påpeger Mikkel Emil Jensen.

"Tryg har fået indfriet sine forventninger og mere til fra synergierne til Alka."

Selv om Sydbank-analytikeren helt overvejende betragter regnskabet som positiv læsning, er der tale om en ganske beskeden modtagelse af regnskabet.

Kort før børsåbning lød forventningen, at aktien ville følge markedet - måske med en lille pil op. Efter et kvarters handel har forsikringsaktien dog lagt sig nær bunden af C25-indekset med et fald på 1,7 pct. til 154,75 kr., mens det øvrige eliteindeks stiger 1,2 pct.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs