FinansWatch

Tysk centralbank ser inflation tæt på 6 procent

Tysklands centralbank, Bundesbank, advarer om at inflationen i tyskland kan blive tæt på 6 pct., men ventes at aftage i de kommende måneder.

Foto: Mie Schärfe/MAG

Inflationen i Tyskland kan blive endnu højere end ventet - faktisk tæt på 6 pct., advarer den tyske centralbank, Bundesbank.

Det skriver Bloomberg News.

Omkring 1,5 pct.point af det vil reflektere en midlertidig nedskæring i moms og lave priser på rejserelaterede tjenester i 2020, oplyser banken mandag i en månedlig rapport.

En stigning i den størrelsesorden vil sandsynligvis intensivere diskussionen om pengepolitikken i Den Europæiske Centralbank (ECB), hvor inflation er et følsomt emne, skriver Bloomberg News.

Den nuværende prisstigning, der delvist er forbundet med øgede energipriser, har skabt debat blandt økonomer og bankfolk, der ser den ultraløse pengepolitik som alarmerende.

Bundesbank forudser, at inflationen vil aftage i de kommende måneder. Det rejserelaterede element vil ophøre i december og momseffekten i januar.

Men ifølge mandagens rapport kan den tyske inflation forblive et godt stykke over 3 pct. i en "længere periode". En kerneinflation på langt over 2 pct. er også en realitet.

Den tyske inflation nåede allerede et rekordhøjt niveau i oktober, hvor den nåede 4,6 pct.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs