FinansWatch

Forsyningskrise og coronagæld kan øge toplinjen hos Jyske Bank

Ordførende direktør i Jyske Bank, Anders Dam, forventer vækst i de kommende kvartaler. Der er udsigt til stigende udlån og renteindtægter, vurderer han.

Foto: Jens Dresling

Renteindtægterne, der er kernen i Jyske Bank, har stort set ikke flyttet sig i et år. I tredje kvartal hentede banken 1,242 mia. kr. ind i nettorenteindtægter. Det er 14 mio. kr. mindre end samme kvartal sidste år.

Men ophøret af statens hjælpepakker kombineret med klumper i de globale forsyningskæder får Jyske Bank-topchef Anders Dam til at sætte næsen op efter vækst.

"Personligt tror jeg på, at vi vil være i stand til at løfte vores renteindtægter fremadrettet. Det har vi også været i stand til siden fjerde kvartal, selvom det ikke er en stor stigning," siger han med henvisning til, at bankens nettorenteindtægter siden årsskiftet er vokset med knap 4 pct.

Global uro kan give medvind

Mens de seneste kvartaler har været præg af høj aktivitet, går erhvervslivet nu ind i en periode med større usikkerhed. På den baggrund forventer Anders Dam, at bankens kreditfaciliteter vil blive bragt mere i spil, og at renteindtægterne derfor også vil vokse.

"Noget af det, vi kan se, er at virksomhederne igen begynder at efterspørge lån. Og jeg tror, at nogle virksomheder - som følge af de forsyningsproblemer, de oplever - igen vil begynde at købe til lager. Det vil give træk på de trækningsrettigheder, de har hos os," siger han og fortsætter:

"Derfor er jeg rimelig fortrøstningsfuld med, at bankudlånet vil have tendens til at stige."

Også tilbagebetalingen af de statslige lån ventes at få bankens kreditbog til at vokse, vurderer Anders Dam.

"Staternes hjælpepakker skal tilbagebetales, og vi har selv nævnt, at vores virksomheder har lån for 3,2 mia. kr., som de skal finansiere enten ved egen indtjening og/eller med finansiering hos os. Nogle vil måske havne hos staten, men vi går systematisk vores kundeportefølje igennem og snakker med virksomhederne om, hvordan vi kan hjælpe dem ud af den klemme, de er havnet i," fortæller Anders Dam.

Corona-buffer løber videre

Selvom virksomhedernes tilbagebetaling af deres lån hos staten kan give enkelte virksomheder udfordringer, er Anders Dam overordnet set tilfreds med kreditbogens kvalitet.

Det er dog stadig for tidligt at røre ved den såkaldt Covid-19 buffer, det ledelsesmæssige skøn, der ligesom ved indgangen til 2021 ligger i niveauet 1,6 mia. kr.

Det ledelsesmæssige skøn på 1,6 mia. kr. vedrører Covid-19-relaterede "afledte økonomiske konsekvenser," og det dækker ifølge Anders Dam også tilbagebetaling af de statslige lån.

"Det her er også coronarelateret. At man har taget lån ved staten er coronarelateret," siger han.

Bliver der ændret på Covid-19 bufferen inden 2022?

"Vi kigger løbende på det, men vi har ikke flere kommentarer til det lige nu," siger Anders Dam.

Mere fra FinansWatch

Kollerup om konkurrencerapport: "Alarmerende læsning"

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har selv bestilt den rapport om konkurrencen i banksektoren, som han nu kalder alarmerende læsning. Hvad der skal ske på området, har han ikke umiddelbart noget svar på, oplyser han i et skriftligt svar.

Ny Klim-direktør: "Jeg stiller ekstremt store krav til mig selv"

Ny Klim-direktør lover al den frihed til sine ansatte, som de kan ønske sig. Men friheden kommer med et ansvar, lyder det. Direktøren, der har tilbragt hele sit arbejdsliv i det nordjyske, skal holde en af landets ældste og mindste sparekasser ovenvande. Og i den ombæring han er helt på det rene med sit eget ansvar.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs