FinansWatch

2023-mål i fokus når Danske Bank aflægger regnskab

Analytikere og investorer ser frem til at få nyt at vide om 2023-målet, når Danske Bank aflægger regnskab fredag.

Foto: Jens Dresling

Danske Bank ventes at komme med nyt om strategien frem mod 2023 i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal fredag. Og det vil formentlig tage en del fokus, da bankdirektør Carsten Egeriis vil komme med en opdatering på målene.

Det vurderer Mikkel Emil Jensen, der er analytiker i Sydbank, forud for regnskabet.

"Aktuelt sigtes der efter en egenkapitalforrentning (ROE) på 9-10 pct. i 2023. Vi betragter ikke målet som uopnåeligt, men tager vi udgangspunkt i de allerede annoncerede initiativer, modellerer vi en egenkapitalforrentning på 8 pct. i 2023. I vores optik er nye initiativer derfor nødvendige, hvis Danske Bank skal lykkes med at indfri målsætningerne," påpeger Mikkel Emil Jensen.

Han peger på, at der kan komme nye omkostningsinitiativer såvel som strukturelle tilpasninger, herunder frasalg eller opkøb. Og at der er en vis sandsynlighed for, at banken i stedet vælger at justere målsætningerne enten ved at gøre tidshorisonten længere eller sænke ambitionsniveauet.

Carnegie fremhæver, at Danske Bank bør frasælge og omstrukturere sine forretningsenheder, og samtidig bør banken skære i administrationsmarginerne i Danmark for at blive konkurrencedygtige. Det skriver finanshuset i en analyse.

"Både tidligere og nuværende administrerende direktører har fastholdt, at 9 pct. er minimumsmålet, og har begge sagt, at hvis indsatsen på nogle områder ikke virker, vil banken skrue op på andre, hvilket her indikerer endnu flere omkostningsbesparelser," skriver Carnegie.

Negative renter luner

Selve regnskabet for tredje kvartal ventes at blive en forholdsvis udramatisk affære, hvor den lavere indlånsgrænse til private og prisjusteringer for erhvervslivet vil styrke indlånsmarginalen.

"Det vil bidrage med samlet cirka 125 mio. kr. i kvartalet," siger Sydbanks analytiker.

Ifølge et estimat indsamlet af Danske Bank selv, venter analytikerne, at nettorentegebyrindtægterne vil være på 5600 mio. kr. mod 5509 mio. kr. i tredje kvartal sidste år.

Modsat går det for omkostningerne, der ventes at falde til 5981 mio. kr. mod 6692 mio. kr. i tredje kvartal 2020.

"Samme periode sidste år var plaget af både transformationsomkostninger og høje udgifter til hvidvaskforebyggelse og compliance," påpeger Mikkel Emil Jensen.

Nedskrivninger normaliseres

I forbindelse med coronapandemien og nedlukningerne hensatte Danske Bank sidste år 4,3 mia. kr. til tab i forbindelse med corona.

Det niveau er gået mod mere normale tilstande, og i tredje kvartal ventes nedskrivningerne at ende på 238 mio. kr. mod 1018 mio. kr. i tredje kvartal 2020.

"Genåbning af økonomien har sikret vækst og styrket sundhedstilstanden hos virksomhederne yderligere. Vi vurderer derfor, at nedskrivningsniveauet vil være på linje med de foregående kvartaler," skriver Mikkel Emil Jensen.

Det ventes overordnet, at Danske Bank fastholder sine forventninger for hele året. Banken opjusterede i juli.

Regnskabet ventes offentliggjort fredag den 29. oktober klokken 7.30.

Danske Banks topchef ønsker sig en mere positiv udvikling i aktiekursen 

Sydbank: Danske Banks 2023-mål er realistisk 

Pres på renteindtægterne i Danske Bank 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs