FinansWatch

Fintech-iværksætter forliste med virksomhed og faldt om af stress - nu vil han indprente ny virksomhed med andre værdier

Kasper Enggaard Krog gik ned med stress og brændte 75 mio. kr. af på sin første virksomhed. Nu har han startet fintech-selskabet Vibrant, som ifølge stifteren er bygget op efter et særligt moralt kompas, der skal sikre, at han forbliver stressfri.

Kasper Enggaard Krog mener, at han har lært meget af at fejle med sin første virksomhed. | Foto: PR/ Vibrant

Det var 2017, og fintech-stifteren Kasper Enggaard Krog arbejdede 80-timers arbejdsuger og skulle skaffe kapital til sin første virksomhed Lix Technologies.

Virksomheden, der ville være det nye spotify for studiebøger, vandt i 2015 priser til både Danish Startup Awards og Nordic Startup Awards. Salgstalen om virksomheden, der kunne nå til tops, havde iværksætteren indøvet til perfektion.

I virkeligheden var det en skræntende virksomhed, der havde svært ved at få forlagsbranchen med på idéen og som hele tiden krævede nyt kapital. Og de mange salgstaler til investorer lagde et stort pres.

Så stort, at han en dag gik op ad trappen i sit hjem og for enden af den, faldt han om af ren og skær stress.

Efter besvimelsen sendte hans hustru, Maria, ham væk på et wellness-ophold i nogle dage. Her lavede han et cirkeldiagram over de ting, der fyldte i hans tanker. Lix fyldte 80 pct. Hans lille søn fyldte 10 pct. og hans hustru, familie og venner optog de resterende 10 pct.

"Når du i flere år har det rigtigt hårdt som selskab, og hele tiden skal have kapital udefra, så kan du forsvinde. Dig som menneske. Du forsvinder ind i det på en måde, hvor du til sidst står tilbage og tænker, hvor fanden er Kasper henne i den her proces?," siger han.

Alligevel skulle der gå tre år, før han ændrede sit liv og blev fri for stressen.

En svær kamp

I dag er Kasper Enggaard Krog stifter og adm. direktør af fintech-virksomheden Vibrant. Vibrant har skabt en app, hvor erhvervsdrivende kan tage imod betaling fra betalingskort ved hjælp af en androidtelefon. Brugerne slipper for de velkendte betalingsterminaler, og produktet er især henvendt til SMV-miljøet.

Vibrant blev stiftet i 2020, men inden da havde Kasper Enggaard Krog lige sluttet sit første iværksætteri-eventyr.

I 2015 opsagde han sit direktørjob i virksomheden Netbooster, da han mødte Camilla Hesselund Lastein, som havde startsvanskeligheder i opstarten af Lix Technologies. Kasper Enggaard Krog fik titlen medstifter og sammen begav de sig ud på en opgave med at overbevise forlagsbranchen og studerende om, at studiebøger skulle kunne fåes som en abonnementsordning.

Men den kamp var ikke så let, som de først troede. Forlagsbranchen var ikke med på idéen, og det var svært at arbejde med en model, hvor der var en intens højsæson i tre uger om året, mens salget resten af året lå stille.

"Jeg kan huske, at Tommy Ahlers, der var bestyrelsesformand sagde, at det var ligesom at sælge juletræer. Og i de 11 måneder, du ikke kan sælge, bruger du rigtig mange penge," siger Kasper Enggaard Krog.

Med årene var kassen ved at være tom, og Kasper Enggaard Krog brugte masser af tid på at forsøge at få nogle likvide midler til at få Lix op at køre. Det var også i den tid, at han faldt om med stress på sin trappe og forfattede et cirkeldiagram på et wellnessophold. I mellemtiden blev Camilla Hesselund Lastein købt ud af virksomheden, og Kasper Enggaard Krog blev adm. direktør. Og han kæmpede stadig med at gøre virksomheden til en succes.

Men efter en mislykkedes kapitalrunde op til julen 2019 var energien ved at være brugt. I marts forsøgte han dog at rejse penge igen, og lige før corona lukkede landet ned, havde han fået flere investorer om bord.

"Vi var ved at få en stor millionindsprøjtning. Men så tonede Mette Frederiksen frem på skærmen og lukkede landet ned, og investorerne trak sig," siger Kasper Enggaard Krog.

Amok på en garage

Til sidst måtte det gå, som det gik. Lix Technologies lukkede ned. De 75 mio. kr., der var skudt i virksomheden gennem årene, var spildt. De sidste penge i kassen blev brugt til at betale regninger og løn, og da sommerferien kom, og eksamensperioden var overstået, var Lix et overstået kapitel.

"Det var en frygteligt at opsige medarbejdere og mange drømme blev knust. Men vi fik lukket pænt ned og taget hensyn til de studerende, der regnede med, at de havde platformen under eksamensperioden," siger Kasper Enggaard Krog.

De første dage skulle Kasper Enggaard Krog bruge på at komme sig over tabet af den virksomhed, som havde kostet ham så meget. Han havde en gammel garage, som han brugte fire dage på at vælte uden hjælp, men efter frustrationen var ude af kroppen, og efter mange lange snakke med sin hustru, kom lettelsen.

"Ugerne efter vi lukkede ned, blev jeg klar over, at det var det bedste, der kunne ske for mig og min familie. Jeg kan mærke, at jeg bliver helt rørt, når jeg taler om det. For vi fandt ind til det, der var det vigtige. Jeg kommer ikke nødvendigvis til at se en virksomhed vokse sig kæmpestor," siger Kasper Enggaard Krog og fortsætter:

"Det vigtige er at se mine drenge blive store og bruge tid med min familie. Vibrant kommer aldrig til at fylde mere end 25 pct. af mine tanker. Det er jeg meget fokuseret på, og det skal det heller ikke gøre for mit team."

Slut med iværksætteri

Under de lange snakke med Maria blev parret enige om, at Kasper Enggaard Krog skulle sige farvel til iværksætteriet. Han skulle ikke ud som selvstændig igen eller bygge en virksomhed op fra bunden. I stedet oprettede han en lokal venturefond, som han ville få investorer til at skyde penge i, der så kunne investere i andre iværksættere. Han ville bruge sin viden til at hjælpe de nye i branchen. I den forbindelse hev han fat i Claus Methmann Christensen, der har stiftet fintech-selskabet Clearhaus for at høre, om han ville investere.

Det ville han. Men i samme overbæring havde han en ny idé: Vibrant. Han mente, at der var et hul i markedet hos de små og mellemstore virksomheder, som havde store udgifter til betalingsterminaler gennem Nets. Og den idé var Kasper Enggaard Krog vild med, så de første planer for virksomheden blev lagt.

Men først skulle de blive enige om det på hjemmefronten. Maria var selv lige sprunget ud som selvstændig med en HR-virksomhed, og det var egentlig tid til hendes drøm.

"Min hustrus vigtigste krav var, at hvis vi skulle ned ad iværksætterivejen igen, så ville hun aldrig nogensinde opleve endnu en Lix-rejse. Vi snakkede i dagevis om, hvordan det skulle fungere. Om hvordan vi sikrede, at jeg ikke tog arbejdet med hjem og stadig forblev en god far og var til stede," siger Kasper Enggaard Krog.

En ny start med nye værdier

De valgte at satse på det nye startup, for iværksættergenet sidder dybt i Kasper Enggaard Krog. Men han var opsat på at lære af sine fejl. Så denne gang blev der taget flere forholdsregler, markedet blev bedre analyseret, og der blev lavet en ordentlig køreplan. Og vigtigst af alt, et moralsk kompas, som virksomheden ikke må afvige fra for at sikre, at Vibrant aldrig glemmer de værdier, den er bygget på.

Ifølge stifteren er Vibrant bygget ud fra et mål om at være autentiske, åbne, tillidsfulde og at have det sjovt.

"I Lix glemte jeg, at lige gyldigt hvilket job, man har, så handler det om at nyde rejsen. Vi bruger den største del af vores liv på at arbejde. Men det er ikke her, du mærker energien og finder den næste idé. Det gør du på løbeturen, når du hygger dig med vennerne eller søndag aften, når du sidder og ser tv," siger Kasper Enggaard Krog.

Vibrants mantra er, at ansvar og beføjelser følges ad, og jo mere ansvar, du giver, des bedre kollegaer får du. Det er vigtigt, at medarbejderne ved, hvilket mål Vibrant arbejder imod, men det skal ikke ske i stress og jag.

"Hvis du er fuldstændig udmattet, som jeg var i mange år, har du ikke mentalt overskud. I Lix behandlede vi alt som en sprint. Her økonomiserer vi på ressourcerne. Alt er et marathon. Så vi sikrer, at alle har det godt. Vi spiller bordtennis og fredag er en slaskedag, så vi ikke kommer stressede ind i weekenden," siger Kasper Enggaard Krog.

Han fortæller desuden, at virksomheden eksperimenterer med fredagsfri, og at han heller ikke selv arbejder i weekenderne, ligesom han ikke forventer det af medarbejderne.

"Vi må godt have travlt, men vi har prøvet at lave en organisation, hvor vi ikke får stressen ind. Så har vi lange dage, så holder vi fri dagen efter. Teamet skal ikke sidde husleje af her. Det har været meget vigtigt for mig," siger Kasper Enggaard Krog.

Ryster ikke på hånden

Kasper Enggaard Krog er tryg ved den forretningsmodel, Vibrant er bygget op om. Modsat Lix Technologies kommer der kunder på året rundt. Og selvom han drømmer om mange forskellige features på appen, sørger han for at holde iværksætteren i ham i skak, så produktet forbliver simpelt og godt. Og så er fokus på skaleringen af forretningen, så flere europæiske lande kan få smag for Vibrant - for det er især i lande som Spanien og Grækenland, hvor der er mange små erhvervsdrivende, som kun tager imod kontanter, at appen har potentiale.

Derfor rykker han også til Barcelona med sin familie om få uger for at starte Vibrants nye afdeling rigtigt op inden den overlades til en landechef. Vibrant har en storslået plan om at nå ud i 10 store europæiske byer i Tyskland, Spanien, Frankrig og Italien i løbet af det første halve år af 2022. Selvom skaleringen kan virke hurtig og stor, mener stifteren ikke, at han er på vej til at lave samme fejl, som i Lix Technologies. Han mener, at han denne gang har analyseret markedet bedre. Markedet var ikke modnet til Lix, men det er det til Vibrant. For al teknologien er der, og der er et behov for deres løsning.

Samtidig er han tryg ved, at Vibrant har et stort selskab som Visa i ryggen. Visa har forpligtet sig til globalt at understøtte 50 mio. SMV'er gennem nogle lokale programmer og løsninger, der skal gøre det lettere for de mindre virksomheder at øge salget gennem blandt andet digitale betalinger, og har udvalgt Vibrant som en samarbejdspartner.

"Vi har brugt rigtig lang tid på at blive godkendt og få de stempler, vi skal have. Samtidig er fintech en branche, der bliver investeret meget i, og forretningsmodellen er ikke bygget op om en ekstrem højsæson. Så på den her anden rejse ryster min hånd ikke på noget tidspunkt," siger Kasper Enggaard Krog.

Under tiden med Lix Technologies var han altid skråsikker udadtil. Det er han ikke længere. Han tror på Vibrant, men han vil ikke bilde nogen ind, at han ved, at det bliver en kæmpe succes.

"Jeg ved da ikke, om det lykkes. Og det er jeg ærlig om. Jeg tror det vigtigste, jeg har gjort i hele Vibrants tid er, at jeg har været ærlig," siger han.

Der skulle gå tre år efter, at Kasper Enggaard Krog faldt om af bare stress, før han kastede håndklædet i ringen med Lix. Men det endte med at blive det helt rette valg for ham.

 

 

Ny måling: Nets-app og Apple Pay halter langt efter Mobilepay

Det kontaktløse dankort står nu for mere end 7 procent af alle dankortbetalinger 

Lunar henter norsk landechef hos Visa 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs