Danske Bank aflyser "SPAC-tsunami": Vi kommer til at se en enkelt eller to

Det hypede børsfænomen SPAC (Special Acquisition Purpose Company) nærmer sig det danske marked. Det er kort fortalt en tom børsskal, der gør det muligt at notere en virksomhed indirekte, og i Sverige er det et fænomen i vækst. Her blev den første SPAC noteret i marts, og indtil nu har er der rejst 6 mia. kr. til svenske SPAC's.
Men på den anden side af Øresund lader fænomenet stadig vente på sig, og det rejser spørgsmålet, om Københavns Fondsbørs også en dag vil blive hjemsted for en SPAC?
Noteringschef Carsten Borring fra Nasdaq har tidligere udtalt sig optimistisk om muligheden for at notere en dansk SPAC i Danmark en dag, men i Danske Banks corporate finance-afdeling er SPAC-manien til at overse.
"Jeg kunne godt forestille mig, at vi i Danmark kommer til at se en enkelt SPAC eller to, men en SPAC-tsunami, som den vi har set i USA, ser jeg ikke for mig," siger Christian Hansen, der sammen med Christian Lindholm har ansvaret for børsnoteringer og kapitalmarkedstransaktioner i Danske Bank i Danmark.
Det er en særdeles populær noteringsform i USA, hvor fænomenet sidste år tegnede sig for mere end halvdelen af alle børsnoteringer. I USA blev der noteret 248 SPAC'er i 2020 og rejst mere end 83 mia. dollar, hvilket er seks gange så meget som i 2019.
En anden investorsammensætning
Men der er stor forskel på det danske og det amerikanske børsmarked, og det er derfor langt fra givet, at fænomenet vil få lige så meget medvind i Danmark, vurderer Christian Hansen.
Han peger især på, at investorsammensætningen er en anden i Danmark, og det kan spænde ben for kapitalrejsningen.
"Den typiske investor, der køber SPAC'erne i USA, er langt hen ad vejen retailinvestorer og hedgefonde. Men i Danmark har vi ingen hedgefonde, og retail fylder mindre i forhold til institutionelle investorer. Så jeg tror ikke, en dansk SPAC bliver et fantastisk alternativ til en traditionel børsnotering," siger han.
Man kan godt forestille, at både private equity-fonde og private virksomheder ser SPAC'er som en attraktiv mulighed for at blive børsnoteret, da kan være hurtigere og mindre bøvlet end en traditionel børsnotering. Men det er ikke ensbetydende med, at noteringerne kommer til at ligge på fondsbørsen i København.
"Lad os antage, at vi fik en flodbølge af SPAC’er i Danmark i stil med, hvad vi har set i USA. Vil der så være tilstrækkelig kapital? Og er der tilstrækkeligt mange danske selskaber til, at SPAC'erne har noget at købe? Det tvivler jeg på. For vi ved jo, at kapitalfondene allerede i dag er ved at falde over hinanden for at komme først i køen, når nye aktiver kommer til salg."
Næppe hjemstavn for udenlandske SPAC-eventyr
SPAC'er behøver dog ikke investere indenfor landets grænser. En hypotetisk dansk SPAC kan godt købe et selskab i for eksempel Spanien. Men også i forhold til udenlandske investeringer, adskiller det danske børsmarked sig fra USA.
"Historisk har der i Danmark været en forventning om, at et selskab, der er børsnoteret i Danmark, også skal have en form for tilknytning til Danmark," siger Christian Hansen.
En dansk SPAC, der vil rejse penge for at investere i udlandet, kan således få svært ved at rejse kapital. Særligt i den såkaldte de-SPAC fase, hvor SPAC'en skal rejse mere kapital til at foretage opkøbet, forestiller han sig, at danske investorer vil trække følehornene til sig.
"Hvis SPAC'en køber en virksomhed i for eksempel Spanien i stedet i Danmark, forestiller jeg mig, at mange danske investorer nok vil godkende købet, men at de selv vil trække deres kapital ud, når den skal de-SPAC'es. Så det helt grundlæggende problem for danske SPAC'er er spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra," siger Christian Hansen.
Danske Bank ser altså ikke en guldalder for danske SPAC'er. Til gengæld er det ganske sandsynligt, at danske selskaber bliver mål for udenlandske opkøb, vurderer han.
"Jeg ved, at der er amerikanske SPAC'er, der har kigget til Danmark for nylig, og jeg kunne sagtens forestille mig, at et globalt dansk selskab bliver købt af en amerikansk SPAC og derved bliver noteret på Nasdaq i New York. For det kan godt være en attraktiv exit-mulighed for unoterede virksomhed," siger han.
SPAC-fænomenet vokser i Sverige - men ikke i Danmark
Relaterede artikler:
SPAC-fænomenet vokser i Sverige - men ikke i Danmark
For abonnenter
Venturefond rejser penge til den første norske spac
For abonnenter