FinansWatch

Afgående Nokas-direktør skifter branche uden at blinke: "Jeg er nok lidt urolig af natur"

Anders Gaba, der snart forlader kontanthåndteringsfirmaet Nokas, træder ind i genbrugsbranchen. Det er et stort branchehop, men netop store ændringer er definerende for hans karriere.

Ved udgangen af oktober skifter Anders Gaba Nokas ud med Dansk Retursystem. | Foto: Joachim Ladefoged/ERH

Ti år i konsulenthuset Deloitte har mærket den afgående Nokas-direktør Anders Gaba.

Ved første øjekast ser hans CV kaotisk ud. Det består af korte og mellemlange ansættelsesforløb i en myriade af forskellige brancher og virksomheder, og man skal knibe øjnene godt sammen for at få øje på den røde tråd i hans karriereforløb.

Siden Anders Gaba forlod Deloitte for cirka 15 år siden, har han været ansat i et forsikringsselskab, en lingerivirksomhed, en smykkevirksomhed, en bank og i Mærsk Brokers. Senest har han været øverste chef for kontanthåndteringsvirksomheden Nokas i Danmark, der blandt andet håndterer kontanter for de danske pengeinstitutter.

Snart skifter han også det job ud for at blive finansdirektør i Dansk Retursystem, der håndterer danskernes tomme dåser og flasker.

Det ser kaotisk ud. Men den er der, den røde tråd.

Man skal tilbage til tiden i Deloitte for at forstå, hvordan Anders Gaba fungerer. For selvom han har forladt konsulenthuset for længe siden, sidder konsulenten stadig i ham.

”Jeg er nok lidt urolig af natur. Og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg hverken er forvaltningsmand eller driftsmand. Så når jeg har løst den opgave, jeg blev ansat til, kan jeg også godt selv finde ud af at give nøglerne videre til en, der kan overtage driften,” siger Anders Gaba.

Udgangspunktet er værktøjskassen fra Deloitte

I Deloitte arbejdede han med revision, og det er den samme værktøjskasse, han har gjort brug af i alle sine ansættelser.

Hans første job efter Deloitte var i Tryghedsgruppen, der dengang var en noget anden størrelse end i dag.

Han blev ansat i 2007 til at bygge økonomi- og regnskabsfunktionen op i fonden, og samtidig sad han på M&A-området, som var fyldt med aktivitet i de følgende år.

"Det var en fantastisk spændende tid, hvor nogle af de store potentielle handler jo var for tocifrede milliardbeløb," siger han og fortsætter:

”Men da jeg havde været der i fem år, var min rolle ligesom udspillet. Den funktion, jeg skulle udfylde, havde mere karakter af en driftsopgave, og det var simpelthen bare ikke mig. Det var første gang, jeg traf en beslutning på det grundlag,” siger Anders Gaba.

Tryghedsgruppen blev definerende

I løbet af hans ansættelsestid dukkede Jørn Astrup Hansen op i Tryghedsgruppen, og det skete netop, som den store pengetank begyndte at komme til live.

Jørn Astrup Hansen var del af en fløj, der mente, at forsikringstagerne var de retmæssige ejere af Tryghedsgruppen, som står bag forsikringsselskabet Tryg, og at pengene derfor tilhører forsikringstagerne.

Pludselig blev der ikke snakket M&A så meget. Nu handlede det mere om "herreløse penge", og om en "egenrådig bestyrelse."

Bestyrelsen og direktionen blev handlingslammet, og det hele blev "meget politisk," som Gaba siger. Virksomhedsopkøbene gik i stå, og siden etablerede man den berømte bonusmodel, hvor afkastet af den enorme formue udbetales direkte til kunderne.

”Men jeg var ude, inden det kom så vidt," husker Anders Gaba.

"Min tankegang var, og er, at hvis du har siddet i 40 år det samme sted, så har du ganske vist 40 års erfaring. Men det er den samme virksomhed, du har set indefra i alle 40 år, og det er nok også den samme arbejdsopgave. Det er der i mine øjne ikke meget progression i. Men når du laver et branchehop, er du helt sikker på, at du får noget nyt med dig," siger han.

Den femårige ansættelse i Tryghedsgruppen blev definerende for direktøren. I de følgende ansættelser er han hver gang gået ind med sin værktøjskasse og har set sin opgave som et projekt, der skal fuldføres. Hans drømme indeholder hverken 25-årsjubilæum eller ridderkorset for tro tjeneste.

”Jeg ved godt, at mange ser anderledes på det. Jeg har også mødt headhuntere, der mener, at brancheerfaring er det vigtigste, men jeg kan bare sige, at det i mine øjne er en forfejlet måde at anskue erfaring på,” siger han og tilføjer, at alsidig erfaring også vægter højt, når han selv ansætter.

Første branchehop endte brat

Efter Tryghedsgruppen kom det første store branchehop, da han blev ansat i Mærsk Brokers. Det blev dog et særdeles kort besøg, men han fik en vigtig lektie med.

”Gennemsnitsancienniteten i økonomiafdelingen var mindre end et år, og det skyldes simpelthen bare, at der var et dårligt arbejdsklima. Jeg forlod selv virksomheden efter fire måneder," siger han og fortsætter:

”Jeg havde været i Deloitte i ti år og i Tryghedsgruppen i fem år, så jeg troede jo, jeg vidste noget om ledelse. Men mit korte ophold i Mærsk satte virkelig ordet ”ledelse” i relief. Jeg havde aldrig set ledelse, der ikke fungerede, men her lærte jeg virkelig, hvor vigtigt noget så tilsyneladende banalt som en god tone og et godt arbejdsklima er for en arbejdsplads,” siger Anders Gaba.

Unik mulighed i USA

Efter Mærsk vendte Gaba kortvarigt tilbage til finanssektoren med en ansættelse i forsikringsselskabet Alpha Insurance, der siden er gået konkurs.

Herefter skiftede han branche igen for at arbejde som finansdirektør og finansdirektør for den danske smykkevirksomhed Troldekugler i USA.

"Der kom et tilbud fra en headhunter, som jeg tidligere havde været i dialog med. Han tilbød mig at blive udstationeret i USA, og de stillinger hænger ikke på træerne. Så jeg sprang på," fortæller Anders Gaba.

Der gik fire måneder, før visum og andet forarbejde var klar til, at familien kunne rykke til USA, og det er lang tid i erhvervslivet. Navnlig når ens konkurrent hedder Pandora.

Troldekugler havde kort forinden vundet en retssag mod Pandora, og pengene skulle bruges på at konsolidere det amerikanske marked. Men da Anders Gaba landede i USA, var situationen noget anderledes, end han havde forestillet sig.

"Det var en helt anden opgave jeg kom ind til. Pandora havde sat kavaleriet ind på det amerikanske marked, så det var ikke vækst, jeg skulle skabe."

"Det var en brutal opgave. Det var nedskæringer og tilpasning af organisationen, men det er også sådan en oplevelse, man lærer utrolig meget af. Jeg lærte noget om, hvordan distribution og salg fungerer i USA, og jeg oplevede at sidde som en lille dansk virksomhed og forhandle med de amerikanske kæmper som Macys. Det er jo et helt andet ballgame. Og jeg lærte også noget om kultur," siger Gaba.

Alsidighed styrker en leder

Hver ansættelse har kastet nye erfaringer af sig, og det er ifølge Anders Gaba ikke mindst alsidigheden i erfaringerne, der har gjort ham til en bedre leder.

"Uanset om du er økonomimand i branche A eller B, er det jo langt henad vejen det samme fundament, du skal stå på. Selvfølgelig gælder der andre regler i finanssektoren end i andre sektorer, men hvis du har penalhuset i orden er, har du allerede det i dig, du skal bruge. Det er meget vigtigere end den sektorspecifikke erfaring, du måtte komme med - og lovgivningen, den kan du jo lære," siger han.

Opholdet i USA endte med Anders Gaba drog tilbage til Danmark, dog uden et job på hånden.

"Det passede fint, for min kone havde lige født en søn i USA, og han var seks måneder gammel, da vi vendte tilbage. Det var første gang i hele mit liv, jeg ikke havde et job, og det var faktisk udmærket under de omstændighede."

Men i Fynske Bank havde de brug for en problemknuser efter fusionen mellem Svendborg Sparekasse og Vestfyns Bank.

"Det var en fusionsbank. En organisation med to forskellige kulturer, der lige var smeltet sammen. Det var lige en opgave for mig, for der var selvfølgelig noget oprydning, som der altid er efter fusioner, og der var potentiale for at skabe resultater. Der, hvor man virkelig kan gøre en forskel, er, når man kommer ind og fikser noget, der ikke fungerer, og det var der rig mulighed for," siger Anders Gaba.

Et skridt op ad karrierestigen

I de fleste ansættelser har Anders Gaba båret titlen finansdirektør. Men efter knap tre år i Fynske Bank åbnede der sig i 2018 igen en ny mulighed, denne gang i kontanthåndteringsfirmaet Nokas, hvor man havde brug for en, der kunne skabe et solidt fodfæste for virksomheden på det danske marked.

"Jeg var blevet ringet op flere gange af en headhunter, og jeg blev ved med at sige nej. Men en dag kørte han fra København til Svendborg for at tage et møde med mig, og den ihærdighed synes jeg alligevel skulle belønnes. Så tit sker det heller ikke, at en headhunter tager den lange tur for at mødes en kandidat, der siger nej," siger Anders Gaba.

Skiftet fra finansdirektør i Fynske Bank til viceadministrerende direktør i Nokas var et skridt op ad karrierestigende for Gaba. Det var ikke penge, men karriereudviklingen, der trak - og så var der mulighed for at gøre en forskel.

"Det var Loomis, der sad på markedet, da jeg kom ind, og opgaven lød derfor på at vinde banksektoren og at vende minus til plus. På den måde var det dejligt konkret," siger han og fortsætter:

"Det skulle ske ved at vinde banksektoren, og nu sidder Nokas med mere end 50 pct. af bankmarkedet, estimerer jeg. Og med to spillere i markedet, kan man jo ikke rigtig forvente mere," siger han.

Fra kontanter til flaskepant

Anders Gaba har nu været i Nokas i tre et halvt år, og ved udgangen af oktober forlader han virksomheden for at blive finansdirektør i Dansk Retursystem.

Det er et branchehop af de helt store, selv for Anders Gaba. Men det bekymrer ham ikke, for ligesom i alle hans andre ansættelser, er projektet veldefineret og potentialet stort, mener han.

"Det er en super spændende opgave med store investeringer forude, nye pantstationer og en masse projektarbejde i forhold til pantsystemet og det fortsatte arbejde med at effektivisere," siger han.

Sådanne opgaver er der selvfølgelig masser af, men ikke som her, hvor man bidrager til at gøre verden til et bedre sted, og det gør Dansk Retursystem, mener Anders Gaba. Med genanvendelig emballage og en stærk miljøstrategi virksomheden nemlig med til at bekæmpe mikroplast i havende.

Skriv til navne@finanswatch.dk, hvis du har nyt om jobskift, forfremmelser og jubilæer i finansbranchen.

Direktør forlader værdihåndteringsvirksomhed efter et år som øverste chef

Værdihåndteringsfirma får medhold i konkurrencesag om trecifret millionbeløb 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs