FinansWatch

Lagarde løfter forventningerne til vækst og inflation i de kommende år

Den Europæiske Centralbank (ECB) løfter sine skøn for den økonomiske vækst og for inflationen i år og næste år. (Opdateret kl. 16:15)

Foto: Finn Frandsen

Den Europæiske Centralbank anført af Christine Lagarde løfter nu sit skøn for de kommende års vækst og inflation.

For 2023 fastholdes prognoserne fra marts i år. Men for 2021 venter ECB nu en økonomisk vækst på 4,6 pct. mod tidligere ventet 4,0 pct.

Forventningerne til næste års BNP-vækst er nu 4,7 pct. mod tidligere ventet 4,1 pct., og for 2023 venter ECB fortsat en BNP-vækst på 2,1 pct.

Det oplyser Christine Lagarde, der er chef for ECB, på et pressemøde efter torsdagens rentemøde i banken.

Hun understreger, at centralbanken venter en meget stærk genrejsning i økonomien i særligt andet halvår af 2021. En genrejsning, der allerede er startet i andet kvartal.

Det skyldes blandt andet en stor stigning i udrulningen af covid-19-vacciner, der vil sikre færre restriktioner i resten af året.

Derudover venter ECB en stor stigning i privatforbruget, efterhånden som nedlukningerne skrottes, hvilket blandt andet også kan give et stort comeback i servicesektoren, der har været hårdt ramt af krisen.

Inflationen er gået i vejret

Også skønnene for inflationen i år og næste år løftes, mens skønnet for 2023 fastholdes.

For 2021 venter centralbanken nu en inflation på 1,9 pct., mens skønnet ved prognosen i marts lød på 1,5 pct.

For 2022 venter ECB nu en inflation på 1,5 pct. mod tidligere ventet 1,2 pct., og året efter ventes inflationen fortsat at blive 1,4 pct.

Ifølge Christine Lagarde er inflationen i euroområdet steget pænt de seneste måneder, og centralbankchefen understreger også, at der er yderligere stigninger i vente i de kommende måneder.

En stor del af de stigende forbrugerpriser skyldes dog såkaldte basiseffekter og store stigninger i oliepriserne.

ECB venter derfor også, at inflationen igen vil dykke i starten af næste år.

Kerneinflationen er også steget

Selv om store dele af løftet i inflationen gennem de seneste måneder og også i resten af 2021 kan tilskrives basiseffekter og en heftigt stigende pris på særligt olie, er der også bevægelse i den underliggende inflation.

Den såkaldte kerneinflation, hvor priserne på energi og fødevarer fraregnes, er nemlig også begyndt at røre på sig, siger Christine Lagarde på torsdagens pressemøde.

Og derfor har ECB løftet sit skøn for kerneinflationen i 2021 til 1,1 pct., og for næste år er skønnet skruet op til 1,2 pct.

"Så vi er stadig meget langt fra vores ultimative mål, som er tæt på 2 pct.," siger Christine Lagarde på pressemødet.

Mere fra FinansWatch

Banker frygter hvidvasksager med betalingsinstitutter i folden

Det er vanskeligt at navigere mellem betalingsloven og hvidvaskloven. Sådan lyder det fra Sydbank i kølvandet på en ny afgørelse om, at banken har brudt betalingsloven ved at afvise betalingsinstitut. Vejledning fra myndigheder er ikke nok, mener Gert Jonassen, adm. direktør i Al Bank. Styrelse ser ingen regelkollision.

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs