FinansWatch

Her er finansvirksomhederne de unge helst vil arbejde for

De store finanskoncerner har fået mindre opmærksomhed end ventet under coronakrisen, viser konsulenthuset Universums årlige undersøgelse af de studerendes foretrukne arbejdsgivere. Enkelte finansvirksomheder har dog oplevet markant fremgang.

Jesper Dansholm (på billedet) er direktør for Universum i Danmark. | Foto: PR / Universum

I krisetider søger man over mod sikre virksomheder, der giver god løn og stabile arbejdsvilkår. Sådan plejer det i hvert fald at være, og det gavner normalt finanssektoren, der historisk har været garant for netop de værdier.

Men coronakrisen er ikke som andre kriser, og selvom de unges værdier har ændret sig nogenlunde som forventet, har finanssektoren ikke fået den medvind, man havde regnet med.

Samlet set har halvdelen af de store finansvirksomheder tabt popularitet blandt de unge i det forgangne år. Nordea, Nykredit, Jyske Bank, Handelsbanken, Tryg, Sydbank, AP Pension og Codan er således alle faldet i popularitet relativt til virksomheder fra andre sektorer. Det viser konsulenthuset Universums årlige undersøgelse af de studerendes foretrukne arbejdsgivere. I år har 12.806 universitetsstuderende deltaget i undersøgelsen.

Universums danske direktør Jesper Dansholm er overrasket over tendensen.

"Vi har set nogle store indbyrdes forskydninger imellem virksomhederne i finanssektoren, men overordnet set har vi faktisk set en let tilbagegang for sektoren som helhed," siger Jesper Dansholm og fortsætter:

"Det er overraskende af to årsager. Dels er det ikke en tendens, vi ser i resten af Norden, og dels ser man typisk i krisetider, at folk søger over imod virksomheder, der så at sige kan agere sikker havn. Det har finansvirksomhederne tidligere repræsenteret, men det har de ikke været denne gang," siger Jesper Dansholm.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Løn i høj kurs

Forklaringen er sandsynligvis, at de unge ser coronakrisen som en forbigående begivenhed, hvilket da også afspejles i de svar, de unge har givet.

Under finanskrisen stod jobsikkerhed højt på listen over de unges prioriterer til deres fremtidige arbejdsgiver. Den værdi har hverken i 2020 eller 2021 været repræsenteret på de unge business-studerendes top ti-liste.

"Det går de slet ikke op i for tiden. Til gengæld ser vi, at de studerende nu har endnu mere fokus, end de tidligere har haft, på høj fremtidig indtjening og på at få noget på CV’et, som ser godt ud. Det er værdier, hvor finanssektoren også typisk scorer højt, og det kan være med til at forklare, at vi alligevel ser nogle af dem gå frem, og enkelte endda rigtig meget," siger Jesper Dansholm.

Unge foretrækker bank og realkredit

Ser man isoleret på finanssektoren, er Danske Bank igen i år de unge business-studerendes foretrukne arbejdsgiver. Nordea, der sidste år lå nummer to, er trillet et godt stykke ned ad ranglisten og ligger nu nummer fire, overhalet af både Nationalbanken og handelsplatformen Saxo Bank, der begge er gået to pladser frem.

Samlet set er banker og realkreditselskaberne dog fortsat koncentreret i den øvre halvdel af opgørelsen. Den største outlier i kategorien er Sydbank, der i finansvirksomhedernes indbyrdes popularitetskonkurrence er gået to pladser tilbage siden sidste år.

Foto: Grafik af Universum
Foto: Grafik af Universum
 

Pensions- og forsikringsselskaberne er den mindst populære finanskategori blandt de unge business-studerende. Med undtagelse af PFA ligger pensionsselskaberne alle i den nedre halvdel opgørelsen.

Værst står det til hos Codan, der er den finansvirksomhed, som færrest har peget på i undersøgelsen. Codan ligger sidst i sektorens indbyrdes konkurrence og lander som nummer 109 i den samlede opgørelse over alle landets virksomheder. Det er et fald på to pladser i forhold til sidste år.

Der er dog også fremgang at spore flere steder. PFA er gået 11 placeringer frem siden 2015, og også AP Pension og Tryg har vundet indpas hos de unge de senere år.

Foto: Grafik af Universum
Foto: Grafik af Universum
 

Mens de gamle finanskæmper træder vande og går lidt tilbage i popularitet blandt unge, er der markant fremgang hos finansvirksomheder med fokus på investering.

Investeringsplatforme vinder frem

Den virksomhed, der har haft størst fremgang siden sidst, er investeringsplatformen Nordnet. Her er man gået hele 31 pladser frem, hvilket lander selskabet en 34.-plads i den samlede opgørelse.

En væsentlig forklaring på fremgangen er den medvind, Nordnet har oplevet som følge af coronakrisen.

Udbetalingen af danskernes feriepenge kombineret med, at samfundet i lange perioder har været lukket mere eller mindre ned, har fået flere privatpersoner til at interessere sig for investering. Det har øget kendskabet til investeringsplatforme som blandt andet Nordnet markant, hvilket igen smitter af på populariteten blandt de unge.

"For at være en attraktiv arbejdsplads, skal folk vide, hvem du er," siger Jesper Dansholm.

Og kendskabet til Nordnet er blevet forbedret markant det seneste år. Fra at 72 pct. af de adspurgte sidste år vidste, hvad Nordnet er, har 84 pct. i årets undersøgelse svaret, at de kender Nordnet.

"Så de har øget kendskabsgraden enormt. Det, tror jeg, er den enkeltfaktor, der har haft størst betydning for fremgangen," siger Jesper Dansholm.

Opgørelsen viser også, at Nordnet, relativt til konkurrenter i financial services og teknologi, er blevet markant mere attraktiv som arbejdsgiver for de studerende.

Foto: Grafik af Universum
Foto: Grafik af Universum
 

It-profiler fravælger finans

Mens de unge, der studerer business, kun er blevet en smule mindre begejstrede for finanssektoren, er tendensen langt mere tydelig blandt de eftertragtede it-profiler. Og det ses navnlig i banksektoren.

De finansielle techvirksomheder såsom Simcorp, Saxo Bank og Bankdata er i en svagt opadgående trend blandt it-studerende, men de traditionelle banker går de udenom.

"Det er forskellige værdier, der vægter højest hos de to grupper. For business-studerende er der mere fokus på fremtidig indkomst, karrieremuligheder og den slags, mens it-studerende er langt mere optaget af de bløde værdier såsom det inspirerende formål, etiske standarder og den slags," siger Jesper Dansholm og tilføjer:

"Og forskellen er kun blev accelereret af coronakrisen. It-studerende er nemlig kun blevet mere eftertragtede, mens andre studerende bliver en smule mere usikre på, hvordan de fremtidige jobudsigter ser ud for dem. Og når der er usikkerhed, så er det, vi ser at de hårde værdier begynder at fylde mere."

Foto: Grafik af Universum
Foto: Grafik af Universum

 

Nykredit tager stort spring frem på jobønskeliste

Finanssektoren ligger langt nede på ønskelisten hos studerende

Rekordmange højtuddannede drømmer om at skifte job 

Mere fra FinansWatch

Grøn brintkomet ligner et drømmehug for ATP og kapitalfond

For landets største pensionsselskab og hardtech-fonden Nordic Alpha Partners kan børsnoteringen af Green Hydrogen Systems blive en ekstraordinær god investering. En rigtig god rejse, men også en risikofyldt investering, siger ATP's aktiechef Claus Wiinblad.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs