FinansWatch

Rådgiver har udsigt til vand og bjerge mens hun betjener aarhusianske erhvervskunder i Handelsbanken

Handelsbanken-rådgiver er flyttet med sin familie til Grønland, hvor hun fortsætter med at betjene sine kunder i det aarhusianske. Beslutningen handlede om at komme væk fra hamsterhjulet, og den grønlandske natur og ro har gjort underværker.

Malene Stenberg og familien havde brug for at komme væk fra hamsterhjulet. Nu har hun fundet roen i Nuuk. | Foto: Stefan Nygaard Hansen

Malene Fey Millner Stenberg havde egentlig indgivet sin opsigelse til sin nærmeste leder i Handelsbanken, da hun blev kaldt ind på direktørens kontor.

Hendes mand, Søren Stenberg, havde fået tilbudt et job som erhvervsdirektør i Grønlandsbanken i Nuuk, og efter en del overvejelser som familie, havde de besluttet sig for at takke ja til tilbuddet og rykke familien, der også inkluderer to små børn på 3 og 1,5 år, fra Syddjurs til verdens største ø. 

Det forklarede Malene Stenberg direktøren i Handelsbanken som årsag til, hvorfor hun var nødt til at sige op i banken. Men pludselig kom samtalen mellem de to ind på, hvorfor man ikke bare kan arbejde fra Nuuk, ligesom man kan arbejde hjemmefra et andet sted i det danske kongerige.

Hvis der er noget, vi har lært under coronakrisen, er det jo netop, at hjemmearbejde ikke er så slemt endda.

”Corona er noget værre skidt, men det har åbnet for, at vi ikke behøver være fysisk til stede på et kontor. Det har i hvert fald gjort, at jeg kunne beholde mit arbejde,” siger Malene Stenberg.

Siden 1. marts har hun passet sit job som erhvervsrådgiver i Handelsbankens Aarhus City-afdeling fra sit nye hjem i Nuuk, hvor hun fra sit hjørne i stuen har udsigt til vand, sne og bjerge.

Skulle absolut ikke til Grønland

Jobtilbuddet til Malene Stenbergs mand dukkede op på et tidspunkt, hvor familien allerede gik med overvejelser om en anden slags hverdag.

”Vi var havnet i hamsterhjulet lige som alle andre, og vi havde brug for at trække vejret. For når begge gerne vil gøre karriere, kører vi med lyntoget, og jeg kunne godt tænke indimellem, at før man fik set sig om, så var børnene pludselig blevet teenagere,” fortæller Malene Stenberg.

Da hendes far gik bort pga. en hjerneblødning i sommer, satte det turbo på overvejelserne om at have en anden slags familieliv. Men lige netop Grønland var på ingen måde noget, der var i Malene Stenbergs tanker.

”Min første indskydelse var, at jeg absolut ikke skulle til Grønland. Jeg havde nok aldrig overvejet det,” fortæller hun.

Efter hun fik lov til at være med på en samtale med hendes mand og hans nye arbejdsgiver, blev de værste bekymringer dog parkeret.

Savner allerede det sociale

Alligevel var der et par ting, der gjorde beslutningen svær. Dels var det hårdt at skulle rejse væk fra familien og bedsteforældre, der også gerne vil være tæt på deres børnebørn. Og dels var det svært for Malene Stenberg at skulle sige sit job op.

Derfor var det også en glædelig overraskelse, da hendes arbejdsgiver gav hende mulighed for at fortsætte sit job fra Grønland.

Malene Stenberg er begyndt i jobbet på 10 timer om ugen, men hun har aftalt med banken om at se tiden i forhold til at sætte timetallet op.

Hun sætter sig ved skrivebordet tidligt om morgenen, fra 5.30-6.00 (Grønland er 4 timer bagud i forhold til Danmark), og så arbejder hun, indtil børnene vågner og evt. om aftenen. Dagen går med at være sammen med børnene.

Malene Stenbergs udsigt fra hjemmet i Nuuk. | Foto: Stefan Nygaard Hansen
Malene Stenbergs udsigt fra hjemmet i Nuuk. | Foto: Stefan Nygaard Hansen

Kontakten til teamet i Handelsbanken foregår enten digitalt eller telefonisk, og alt i alt fungerer det godt, især fordi hun har en leder, der er god til at holde hende involveret, fortæller hun. Det værste er det sociale afsavn, som også har været tilstede under nedlukningen.

”Jeg har virkelig nogle gode kolleger, og jeg synes, det er dejligt at komme ind på et kontor og være sammen med mennesker, man godt kan lide. Det kan jeg godt savne allerede nu,” siger hun.

Tager det ikke personligt, hvis de vil have ny rådgiver

Men hvordan er det som kunde at have en rådgiver, der sidder over tusindvis af kilometer væk? Malene Stenberg sidder i et team, hvor hun arbejder med et segment af ejere og ledere, og hun har beholdt et par kunder, som hun har en særligt tæt relation til.

”Jeg har talt med dem om, at de ikke kan træffe mig inden for dansk åbningstid, men at jeg engang i mellem arbejder om aftenen, hvilket svarer til midnat hos dem. ’Det prøver vi’, har de sagt. Og hvis det ikke fungerer, tager jeg det ikke personligt, hvis de foretrækker at få en ny rådgiver,” siger hun.

Selvom de fleste har fået øjnene op for mulighederne i de digitale værktøjer, mener Malene Stenberg, at der er nogle ting, som ikke lige nemt lader sig overføre til den digitale sfære.

”Vi kan komme til at tale om lidt ømme ting, som er rarest at tage over for hinanden,” siger hun.

Selvom det ikke har været et problem indtil videre, er hun indforstået med, at det kan ændre sig.

”Jeg er realistisk om, at der er nogen, der måske på et tidspunkt synes det er træls, at jeg ikke kan komme forbi. Jeg er spændt om det her med online-møder er kommet for at blive, eller om folk foretrækker den fysiske kontakt, når Danmark åbner igen,” siger hun.

En helt anden ro

Familien rejste i slutningen af januar, og da de havde overstået corona-karantænen, begyndte Malene Stenbergs mand i sit nye job med det samme, mens Malene Stenberg tog sin restbarsel.

”Det var fuldstændig overvældende at komme herop, hvor vi er kommet lige til den barske vinter, men hvor man også er sluppet for den værste smitte. Derfor har svømmehaller, restauranter og legestuer åbent, og vi har levet et liv som før coronakrisen i Danmark. Det har været en rigtig god tid,” siger Malene Stenberg og tilføjer:

”Det er svært at få rigtig travlt i Grønland. Man kan ikke rejse ret langt, og der er fem minutter til alting."

Planen er, at de skal være her i tre år, som er den periode, hendes mands kontrakt løber over. Lige nu nyder de, at hamsterhjulet synes langt borte, og at der er kommet ro på hverdagen.

”Det, der tæller rigtig meget for mig lige nu, er, at vi har en helt anden tid til hinanden. Det betyder bare rigtig meget for alle i familien, at vi ikke har alt for travlt, og at vi ikke skal skynde os ud ad døren. Det giver en helt anden ro,” fortæller erhvervsrådgiver i Handelsbanken, Malene Stenberg.

Skriv til navne@finanswatch.dk, hvis du har nyt om jobskift, forfremmelser og jubilæer i finansbranchen.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs