Direktør og stifter af stor amerikansk kapitalfond træder ned efter afsløring af Epstein-forhold
I 1990 stiftede Leon Black kapitalfonden Apollo Global Management, hvor han siden har været øverste chef.
Men nu er han fratrådt, skriver Financial Times, og det skyldes en sag, der knytter ham til milliardæren Jeffrey Epstein, der døde i et fængsel i 2019 anklaget for sexforbrydelser mod mindreårige.
I oktober sidste år omtalte avisen The New York Times første gang Leon Blacks forretningsforhold med Jeffrey Epstein.
Omtalen lagde Apollo Global Management under pres fra investorer, der varslede, at de ikke ville geninvestere i selskabet.
Kapitalfonden satte på opfordring fra Leon Black en ekstern advokatundersøgelse i gang, og den har fundet, at privatpersonen Leon Black over en femårige periode og frem til 2017, har betalt Epstein 158 mio. dollars, eller 968 mio. kr., for finansiel rådgivning om f.eks. Blacks ejendomme, yacht og privatfly.
Ifølge advokatundersøgelsen mener Black, at Epsteins rådgivning bidrog med en fortjeneste på "mere end 1 mia. dollar og helt op til 2 mia. dollar eller mere i værdi".
Allerede i 2008 blev Epstein dømt i sager relateret til overgreb på mindreårige. Her afsonede han 14 måneder i fængsel og blev registreret som seksualforbryder.
Leon Black har bekræftet forretningsforbindelsen med Jeffrey Epstein, men han har også fortalt, at han var ”komplet uvidende om Mr. Epsteins afskyelige opførsel.”
Leon Black er dog ikke helt fortid i selskabet. Han vil fortsætte som bestyrelsesmedlem, mens medstifter Marc Rowan vil overtage stillingen som adm. direktør.