Direktør bag ny kapitalforvalterfusion vil have størrelse til at udfordre banker om kunder

Ny CEO i fusionsfødt selskab vil tage markedsandele og tror på, at formuende kunder mangler et alternativ til banker, når det gælder forvaltning og rådgivning.
Jan Grænge, ny adm. direktør i Secure Spektrum, tror på, at markedet for personer og fonde med penge at investere mangler et alternativ til bankerne. | Foto: Niels Hougaard/ERH
Jan Grænge, ny adm. direktør i Secure Spektrum, tror på, at markedet for personer og fonde med penge at investere mangler et alternativ til bankerne. | Foto: Niels Hougaard/ERH

De to kapitalforvaltningsselskaber Secure og Spektrum har onsdag annonceret, at de fusionerer under navnet Secure Spektrum.

Ifølge ny adm. direktør i Secure Spektrum, der også var topchef i det snart hedengangne Secure, Jan Grænge, er beslutningen drevet af, at de to virksomheder komplimenterer hinanden godt.  

"Drivkraften (bag sammenlægningen, red) har været, at vi ikke har så meget overlap i forretningen, og at vi supplerer hinanden på områder, hvor vi ikke er så stærke. Med det her opnår vi en situation, hvor vi kan være på hele paletten fra private formuende familier til de større institutionelle investorer," siger Jan Grænge.

Secure har hidtil primært fokuseret på de formuende familier, mens de institutionelle investorer har fyldt hos Spektrums kunder. Ifølge Jan Grænge er der en udvikling i markedet, der nødvendiggør flere muskler.  

"Vi kan se en udvikling i markedet, hvor rigtig mange kunder søger væk fra de større banker og vælger at benytte uafhængige rådgivere."

"Dybest set mangler der nogle reelle alternativer til bankerne. Det gælder både for store formuende familier og store institutionelle fonde, når de går i markedet for at finde en rådgiver eller forvalter. Og derfor er det vigtigt at have noget størrelse. Det afgørende er, at vi kan dække hele paletten nu og har et produktmæssigt udbud, som gør, at vi kan være med på alle aktiver," siger Jan Grænge.

Ligesom Søren Dal Thomsen, der var topchef i Spektrum og nu bliver CIO i det fusionerede selskab, vil Jan Grænge heller ikke løfte sløret for, hvor meget Secure har betalt for at købe sig ind i Spektrum.

"Det holder vi for os selv. Det er også ligegyldigt. Det væsentlige er, at vi har fundet sammen med et fondsmæglerselskab, som værdimæssigt og kulturmæssigt ligner os," siger Jan Grænge.

Går ikke op i titler

Jan Grænge fortæller, at man første gang talte med Spektrum for halvandets års tiden siden. Dengang var det mere ”touch base”. Men i september tog de atter hul på drøftelserne.

I det nye selskab bliver Jan Grænge altså adm. direktør, mens Spektrums adm. direktør, Søren Dal Thomsen, den tidligere topchef i AP Pension, bliver investeringsdirektør, og Signe Kjær Hansen fra Secure bliver økonomidirektør.

Ifølge Jan Grænge har det ikke været et konfliktpunkt, hvordan titlerne skulle fordeles i det nye selskab.

"Jeg går ikke så meget op i titler. Vi ser det som to ligeværdige aktører, der går sammen, og i den sammenhæng har jeg fået kasketten som CEO og Søren [Dal Thomsen, red] som CIO, men i princippet er vi sideordnede. Og så er det altid godt at have en ledelse, hvor man aldersmæssigt er sikret på lang sigt."

Det har ikke været vigtigt for dig at blive CEO ved sammenlægningen?

"Nej. Jeg har haft fokus på, hvad der er det bedste for Secure og Spektrum fremadrettet. Min fremtidige rolle har ikke været noget fokus på nogen måder, og sådan har det heller ikke været for Søren [Dal Thomsen, red]," siger Jan Grænge.

Det fusionerede selskab vil tilsammen have 600 kunder og over 42 mia. kr. under forvaltning. Hvad angår vækstmål har Jan Grænge og Secure Spektrum store ambitioner. 

"Umiddelbart ser vi et kæmpe potentiale i at kunne stå som et samlet større enhed og trække en større markedsandel, end det fondsmæglerbranchen ellers kan trække. Over en periode på ti år håber vi at blive fem gange så store. Men det vigtigste er, at vi kan levere nogle optimale investeringsløsninger for kunderne. Får vi væksten, er det, fordi vi gør det rigtigt," siger Jan Grænge.

Jan Grænge fortæller, at Secure Spektrum kommer til at holde til i Secures kontorer i Lyngby, og at flytningen gerne skal være effektueret ved udgangen af april.

Direktør træder ned i ny fusion: ”Man skal gøre det, man brænder for” 

Danske kapitalforvaltere går sammen  

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også