
Onsdag foreslog den liberale tænketank Cepos og interesseorganisationen Ældresagen at indføre tvungen pensionopsparing for selvstændige. Argumentet er blandt andet, at selvstændige ikke sparer nok op og derfor lægger statskassen ekstra til last, når de går på pension, ligesom en lav opsparing er et problem for den enkelte pensionist.
Både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet anerkender, der er et problem i, at der findes 100.000 selvstændige og 500.000 lønmodtagere uden for arbejdsmarkedspensionerne, som slet ikke - eller kun i begrænset omfang - indbetaler til en pensionsordning.
Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, mener, at det er vigtigt at se på de selvstændiges opsparing, da det er en gruppe, hvor der er mange, der står tilbage uden egen pensionsopsparing.
Om Cepos' forslag siger han til FinansWatch:
"Det er et løsningsforslag, som vi ser positivt på, men nu må vi jo se på, om det er sådan, vi skal lande."
Byder forslaget velkommen
Finansordfører i Socialdemokratiet, Benny Engelbrecht, mener også, at det er relevant at tage debatten.
"Det er et problem, at alt for mange ikke sparer op til pension i dag. Både for samfundsøkonomien, men i særdeleshed også for dem, som står uden opsparing, når de når pensionsalderen, og derfor må klare sig for den offentlige pension," skriver han i en mail til FinansWatch.
I dag er det i alt syv ud af 10 selvstændige, som står uden en tilstrækkelig pensionsopsparing, når de går på pension, mens det samme gælder hver fjerde dansker generelt.
Cepos forslag går blandt andet på, at selvstændige og lønmodtagere skal tvinges til at indbetale 2500 kr. om måneden, hvilket svarer til omkring 1600 kr. efter skat til en pensionsordning. Men selvstændige skal dog kunne få henstand i år med en årsindtægt under 200.000 kr. Sådan lød det over for nyhedsmediet Finans onsdag morgen.
Om det skal være 2500 kr. hver måned, vil René Christensen ikke forholde sig til på nuværende tidspunkt.
"Diskussionen er rigtig, men vi skal finde ud af, hvor skal vi lægge snittet, og hvordan skal vi gøre det," siger han.
Ser skeptisk på tvang
På trods af, at Socialdemokratier anerkender problemet, er partiet ikke overbevist om, at en indførelse af tvungen pensionsopsparing for gruppen er den rigtige måde at løse problemet på.
"Om vi lige skal løse problemet som Ældresagen foreslår, er vi ikke overbeviste om, for det lyder som rigtig mange penge at hive ud af den månedlige økonomi fra den ene dag til den anden. Man kunne også se på, hvordan vi får flere omfattet af arbejdsmarkedspensionerne, ligesom der er lavet et pensionsfradrag, som gerne skulle få flere til at spare op," skriver Benny Engelbrecht i mailen.
Over for nyhedsmediet Finans har finansminister Kristian Jensen (V) oplyst, at regeringen ikke har nogen planer om at indføre tvungen pensionsindbetaling for selvstændige.
Interesseorganisationer foreslår tvungen pensionsindbetaling – regeringen stejler
Medie: Topembedsmænd hjalp Danica med at overtale borgmestre
AP Pension udliciterer it-drift i aftale til trecifret millionbeløb
Mere fra FinansWatch
Analyse: Forsikring skovler markant flere penge ind end bankerne – men er bagud med digitalisering
Skadesforsikring i Danmark er en lukrativ forretning. Selskaberne tjener store penge og markant mere end deres partnere i bankmarkedet. Men samtidig er den konservative forsikringsbranche bagud med digitaliseringen. Bilforsikring ventes at blive den kommende kampplads, skriver FinansWatchs analytiker, Jens Chr. Hansen.