Regeringen afviser at forbyde 1000-kronesedlen: Ønsker ikke kontantløst samfund

500-eurosedlen blev forbudt for at forhindre hvidvask. Men regeringen sætter grænsen ved 1000-kronesedlen og 200-eurosedlen. "Vi skal også passe på, at vi ikke laver en masse ting, som begynder at genere almindelige mennesker," siger erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) på et samråd.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Et flertal i Folketinget er nylig blevet enige om at forbyde 500-eurosedlen. Men på torsdagens samråd i Folketingets Erhvervsudvalg vedrørende hvidvask i Nordea blev det også diskuteret, om man bør forbyde både 200-eurosedlen, som er omkring 1500 kr. værd, og den danske 1000-kroneseddel.

Men det er regeringen ikke interesseret i, oplyste erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

"Regeringens holdning er den, at vi ikke ønsker at gå mod et kontantløst samfund. Man har ikke planer om at gå længere ned," lød det fra Rasmus Jarlov.

Erhvervsministeren tilføjede, at en af grundene er, at 1000-kronesedlen ikke bliver brugt til økonomisk kriminalitet i så høj grad som 500-eurosedlen, som tal fra Nationalbanken viser.

Derudover mener han, at mange i dag har gavn af 1000-kronesedlen.

"Kontanter bliver brugt af mange erhvervsdrivende. De spiller en vigtig rolle i turismeerhvervet. Derfor mener jeg, at det ville blive hæmmende for erhvervslivet og borgerne, hvis vi indførte et forbud," sagde han.

Det var Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti og Rune Lund fra Enhedslisten, som foreslog forbuddet mod sedlerne. Samrådet skete på baggrund af, at TV2 i maj bragte en udsendelse om vekselkontorer, som sammenkædes med hvidvask og kriminalitet.

Enhedslistens Rune Lund nævnte som eksempel Jyske Bank, der for nylig er stoppet med at udbetale 1000-kronesedler ved kasserne for at mindske hvidvask.

Men der bør være en "balance," mener Rasmus Jarlov.

"Vi skal også passe på, at vi ikke laver en masse ting, som kommer til at genere almindelige mennesker. Der synes jeg, der er en balance. Hvis vi begynder at gøre det besværligt at være bankkunde, fordi vi laver en række tiltag, som går ud over små lovlydige virksomheder, så skal vi passe på. Derfor synes jeg, der må være en grænse for, hvilke kontantmidler, vi forbyder. Jeg betragter 1000-kronesedlen som et almindeligt betalingsmiddel," lød svaret.

Erhvervsordfører: Var bankledelser vidende om hvidvask i vekselkontorer? 

Regeringen afviser at forbyde 1000-kronesedlen: Ønsker ikke kontantløst samfund 

S: Tidligere erhvervsminister ignorerede 100 pct. hvidvaskanbefalinger 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også