FinansWatch

Analytikere: Sydbank får overskud - men svagt kvartal

Overskuddene vil gå op i de kommende år. Men resultatet fra årets første måneder i Sydbank vil nok kun vække begrænset glæde, vurderer analytikere

Sydbanks aktionærer kan se frem til stigende overskud i årene fremover, men regnskabet for første kvartal vil næppe vække den store jubel. Sådan lyder forudsigelsen i en prognose fra SME Direkt baseret på estimater fra de analytikere, der følger banken.

Første kvartal står til at blive svagere end samme periode sidste år, idet der ventes en basisindtjening på 1119 mio. kr. mod 1228 i første kvartal 2010. Nedskrivningerne ventes at falde, men det er ikke nok til at kompensere for den lavere indtjening, så resultatet før skat spås at falde til 99 mio. kr. fra 226 mio. kr.

Administrerende direktør Karen Frøsig lægger da heller ikke skjul på, at det bliver lavere omkostninger snarere end vækst i indtægter, der skal øge Sydbanks overskud den kommende tid.

"Vi kan godt vokse vores indtjening, selvom væksten er lav. Men der er heldigvis én ting, som vi selv er herre over, og som vi kan gøre noget ved, og det er, at vi kan bruge færre penge på at drive vores forretning," sagde hun for nylig i et interview med Finanswatch.

Omkostninger må ned

Hun understregede, at det primært er lønomkostningerne, der er noget at hente i, og at Sydbank står i den heldige situation, at mange medarbejdere forlader banken for at gå på pension, hvorfor man formentlig kan undgå fyringsrunder.

Skal man tro analytikernes forudsigelser bliver det dog faldende udlånstab snarere end omkostningsbesparelser, der skal kaste glans over de kommende regnskaber fra Aabenraa-banken. I 2011 ventes overskuddet før skat at stige til 1,1 mia. kr. fra omkring det halve i 2010, mens 2012 ifølge prognosen ventes at give et overskud på 1,8 mia. kr., som så igen ventes at stige til 2 mia. kr. i 2013.

Omkostningerne ventes ikke at falde i perioden, men nedskrivningerne står derimod til at blive kraftigt mindsket fra 1,4 mia. kr. sidste år til 480 mio. kr. i 2013.

Sydbank bedst til Basel

Ifølge Nordea er Sydbank den bank i Danmark, der står bedst positioneret til de kommende regler for bankregulering, Basel III. Derfor venter Nordea, at Sydbank på længere sigt vil kunne opnå en højere forrentning af egenkapitalen end de andre store banker i Danmark. Dette er ikke reflekteret i prissætningen, konkluderede Nordea i en kommentar en uge før regnskabet.

Og der er da også ganske positive holdninger til Sydbank-aktien blandt analytikerne. Af de otte, der har deltaget i SME Direkts rundspørge, anbefaler fire at købe aktien, mens andre fire har neutrale anbefalinger. Ingen anbefaler at sælge Sydbank-aktier i øjeblikket.

Aktien handles forud for regnskabet omkring kurs 144.

Ritzau Finans

Analytikernes forventninger til regnskabet for første kvartal:

Q1 Q1 FY 2011

Mio. kr. SME(e) 2010 SME (e)

====================================================

Basis ex. handelsindtj 815 829 3369

Handelsindtjening 300 399 1271

Basisindtjening i alt 1119 1228 1271

----------------------------------------------------

Omkostninger 651 656 2495

Basisres før nedskriv 462 572 2061

Nedskrivninger udlån 281 323 967

----------------------------------------------------

Basisresultat 204 249 1105

Beholdningsresultat 20 116 130

-----------------------------------------------------

Resultat før skat 99 226 1106

Nettoresultat 74 169 829

=====================================================

(e) = medianen af op til otte analytikerestimater indsamlet af SME Direkt.

Frøsigs nøgle til bedre lønsomhed ligger på omkostningssiden

Frøsig maner dommedagsprofetier over små firmaer til jorden

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs